Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Aksel Olsen anbefaler: Høstfloks

Aksel Olsen anbefaler: Høstfloks

Floks var en af de stauder, der næsten var selvskrevet i staudebedene i 1930-40´erne. Det var den, fordi den simpelthen er så smuk i buketter – duftende og rigt blomstrende. Specielt i starten af grundlæggeren af Geografisk Have, Aksel Olsens karriere, var der en rivende udvikling inden for udviklingen af forskellige sorter af floks, og Aksel Olsen red med på bølgen.

Floks til vaser og stenbede

I dag er floks også populære, men det er nogle andre arter, end for små 100 år siden, som har vundet indpas. Hvis man talte om floks på Aksel Olsens tid, så var det næsten selvforstået, at man talte om høstfloks Phlox paniculata. Det var nemlig den langt mest anvendte art på daværende tidspunkt. I dag er de mest brugte floks i stedet pudefloks og lyngfloks. De har en helt anden vækst end den høje høstfloks, og de egner sig derfor slet ikke til vaser, men de er derimod fantastiske i et stenbed. Så længe de lave pudefloks og lyngfloks er placeret i solen, er de nøjsomme og hårdføre og langt mindre pasningskrævende end høstfloks. Høstfloks vil helst have en fin dybmuldet jord med sol og måske lidt skygge. Dernæst er der mange høstfloks, som er modtagelige for at få svampen meldug, hvis de har det for tørt. Men er man haveinteresseret, så er høstfloks bestemt værd at forsøge sig med. Høstfloks fås i diverse farver – fra rød til hvid og alt midt imellem, og er et smukt indslag i et bed.

Flammeblomst

Nogen undrer sig måske over navnet ’floks’. Floks er nemlig en af de planter, det har været lidt vanskelig at finde et godt dansk navn til. På latin hedder planten Phlox (ph udtales f). Phlox betyder flamme, og derfor gav man til en start planten navnet flammeblomst. Men de fleste var enige om, at det var et malplaceret navn, og derfor er man endt med floks som en fordanskning af det botaniske navn.  

En dedikeret idéhave

I Geografisk Have, er der en hel idéhave, som er dedikeret til stauden høstfloks. Du finder idéhaven tæt på det lille drivhus og indgangen til Kolding Miniby. Lyngfloks kan du se i Antistresshaven.

Læs mere i samme klummeserie: 

Aksel Olsen anbefaler: Paradisæble

Aksel Olsen anbefaler: Pæoner

Aksel Olsen anbefaler: Engblomme

Aksel Olsen anbefaler: Primula

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.