Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Glædesbusk

Ligner en rosenmyrte

Ja – hvis nogen tænker hvad pokker er en glædesbusk, så må jeg med det samme skynde mig at undskylde, for navnet er nemlig min egen opfindelse!

For to år siden fik Geografisk Have en plante doneret fra en hollandsk gartner. Jeg var umiddelbart ganske skeptisk, da han præsenterede den for mig. Den lignede i mistænkelig grad noget, der ikke kunne tåle det danske klima, og jeg kendte den ikke. Den busk, jeg gerne vil introducere, hedder retteligt Gaudium namadgiense. Den er som sagt ret ukendt i Danmark endnu og vel egentligt også i resten af Europa. For det er ikke så mange år siden, man opdagede den. Den kommer fra Australien og kan vel bedst beskrives, som noget der lidt kan ligne de rosenmyrter, vi kan købe som stueplanter, og som ellers ikke tåler frost.

Kan klare selv hårde vintre

At den skulle kunne klare en almindelig dansk vinter, troede jeg simpelthen ikke på. Men efter denne vinter er jeg blevet overbevist om, at den i alt fald kan klare en del frost, så længe den står veldrænet, til den tørre side og i sol. Den må derfor have et vist potentiale i danske haver, hvor den kan komme til at sprede stor haveglæde.

Har endnu ikke et officielt dansk navn

Men planten har altså ikke noget dansk navn endnu, men glædesbusk skal her være mit forslag. I 1993 blev planten nemlig først døbt Leptospermum, men i 2023 blev slægten revideret og omkring tyve arter blev omdøbt af en botaniker, der til fornavn hedder Joy og derfor faldt valget på det latiniserede navn for glæde. Det er nemlig Gaudium. Så derfor er det vel ikke helt ved siden af at kalde den slægt for glædesbusk.  Det lidt mærkelige artsnavn namadgense kommer af, at planten blev opdaget i en nationalpark der hedder Namadgi.

Du kan se planten i Naturhaven ved den lave nordlige hæk tæt ved stærekasserne.