Aksel Olsen anbefaler: Paradisæble
Foråret er godt i gang – og krokus, vintergækker og påskeliljer vælter op af jorden. Lige straks begynder træerne også at springe ud og blomstre. ’’Prægtigst af alle er nok paradisæble’’ som Aksel Olsen skriver. Han var stor fan af træet paradisæble, ikke mindst fordi det er lige smukt forår som efterår.
Passer ind i de fleste haver
Æbleslægten er stor og har mange arter, og alle har smukke blomster, der sagtens kan måle sig med kirsebærtræernes. Blot mangler æbletræet den ’lethed’ i blomstringen som kirsebærtræet har. Det skyldes nok, at de fleste æbletræer blomstrer samtidig med, at de sætter blade. Kirsebærtræerne blomstrer ofte før bladene kommer frem, hvilket giver træerne et lettere udtryk. Paradisæble er det man vil kalde et lille til middelstort træ, og derfor passer de ind i de fleste haver. Oven i købet er mange af de paradisæbletræer man kan købe i dag, podet på grundstammer der får træerne til at vokse langsommere.
Malus Brændkjær
Aksel Olsen lavede også en sort af paradisæbletræet, som han opkaldte efter sin planteskole Brændkjærhøj, nemlig Malus ’Brændkjær’. Malus ’Brændkjær’ er den dag i dag, stadig et af de bedste paradisæbletræer til danske haver. Det er kendt for at være et sundt og rigt ydende træ. Det blomstrer med hvide blomster i foråret og giver mørkerøde bær om efteråret. Æblerne kan man lave gelé af, men lader man dem hænge, så kommer det fuglene til gode.
Se Geografisk Haves store samling af æblearter
I Kolding og omegn er jorden de fleste steder meget leret og tung. Det trives æbletræer fint med, i modsætning til de fleste kirsebærtræer, der trives bedre i en lettere jord. I Geografisk Have kan du se et stort udvalg af æblearter. Både paradisæble, bæræble og andre arter af æbleslægten. De blomstrer typisk i maj, men er et syn værd gennem hele sommeren og efteråret.
Udstilling
Hvis man gennem de seneste par uger har læst denne haveklumme, og er blevet mere nysgerrig på Aksel Olsen og hans livsværk, så er der fra fredag d. 1. april adgang til hans private hus og have, hvor udstillingen “Plantepionerens Verden” åbner – lige ved siden af Geografisk Have – hver torsdag, fredag og lørdag. Læs mere her.
Læs mere i samme klummeserie: