Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Aksel Olsen anbefaler: Pæoner

Aksel Olsen anbefaler: Pæoner

Staudernes ædleste slægt!” – sådan indledte grundlæggeren af Geografisk Have; Aksel Olsen, sit afsnit om pæoner i ét af sine plantekataloger. Ligesom dengang i 1930-40érne er pæoner også populære i dag. Og allerede nu her i marts kan man finde pæoner i planteskolerne, selvom de vinrøde skud kun lige er begyndt at kigge op af potten.

Røde skud blandt forårsblomster

Faktisk hæftede Aksel Olsen sig netop ved de fine skud, som kom op af jorden i foråret. Han anbefalede at pæoner plantes i et bed for sig selv, hvor man kan plante forårsløg ind imellem, da det skaber en rigtig flot effekt med de røde skud blandt hvide og gule forårsblomster.

Havetips til pæoner

Pæoner kan være vanskelige at plante og få til at trives. Pæonen har en pælerod, og det er vigtigt, at man hverken planter den for dybt eller for overfladisk. Bliver den plantet for dybt, vil den få svært ved at blomstre, men plantet for overfladisk vil den risikere at tørre ud. Man skal desuden forvente, at pæoner kan være et par år om at etablere sig. Men er de først vel etableret, kan de trives i mange år.

Planteforædling

Pæonen har været en ombejlet staude i mange år. I Japan har man forædlet på pæoner i hen ved tusind år. Inden for de sidste 150 år er man også begyndt at forædle pæoner i Europa og senest i USA. Aksel Olsen var også ivrig planteforædler – i hans kataloger kan man finde over 80 sorter og arter! Udvalget i planteskolerne nu til dags er dog for det meste noget mere sparsomt.

Pæoner vs. bonderoser

Pæoner skaber til tider lidt navneforvirring – for er en pæon og en bonderose den samme plante? Nej. De to planter er af samme slægt men forskellige arter – bonderosen er den art, der hedder Paeonia officinalis, og silkepæonen er den art, der hedder Paeonia lactiflora. Silkepæonen er den staude, der bliver solgt langt flest af herhjemme og også den, der er udviklet flest sorter af.

Silkepæoner i Geografisk Have

Når du går tur i Geografisk Have kan du se silkepæoner i bedene i Manchuriet samt i det ny-anlagte Sommerkjolebed i Kina. I Kryddeurtehaven og Antistresshaven kan du se bonderoser.

Udstilling

“Plantepionerens Verden” er den nye udstilling om Aksel Olsen, som kan opleves lige dér hvor magien startede: I Aksel Olsens hjem og planteskole ‘Brændkjærhøj’, som ligger lige ved siden af Geografisk Have. Læs mere om udstillingen her.

Læs mere i samme klummeserie

Aksel Olsen anbefaler: Engblomme

Aksel Olsen anbefaler: Primula