Kendte planter fra området – kirsebærlaurbær, guldazalie, nordmannsgran og buksbom
Et af de geografiske områder, der ligger tættest på indgangen i Geografisk Have, er Sydvestasien. Men det er måske også det område, færrest gæster går på opdagelse i. Det er en skam, for rigtigt mange af de virkelig populære planter i danske haver kommer fra dette område.
Men hvad dækker Sydvestasien egentlig over? I Aksel Olsens verden dækker det over landene fra Tyrkiet i vest til Kirgisistan i øst, fra Kasakhstan i nord og ned til Den Persiske Golf. Især er der mange planter fra Kaukasusbjergene. Det er her, kirsebærlaurbær, guldazalie, nordmannsgran og buksbom kommer fra.
Kaspisk tretorn
I efteråret lavede vi i Geografisk Have en lille udvidelse af et bed for at give mere plads til nogle nye planter fra Sydvestasien. En af de nye planter er kaspisk tretorn, som ikke er særligt kendt, fordi dens nordamerikanske fætter er nemmere at dyrke og ligner den meget.
Fontanesia
Fontanesia er også blevet plantet. Det er en busk, der er så sjældent set i Danmark, at den endnu ikke har et dansk navn. Man kunne dog bruge det engelske navn, som kan oversættes til syrisk liguster. Den er nemlig i familie med almindelig liguster, som i øvrigt også kommer fra Sydvestasien. Den får hvide blomster i hængende klaser og er en busk, der sagtens kunne dyrkes mere i danske haver.
Ildtorn
Den gamle ildtorn, der har stået i bedet, som nu er udvidet, har haft en lidt svær tilværelse, fordi den gerne vil have sol og lys. Men den kommer altså også fra dette område, og den er måske en af vores smukkeste buske i sensommeren, når dens klaser af gulorange bær hænger tæt på hele planten og næsten får den til at ligne en tropisk busk i blomst.
Stauder
En del kendte stauder kommer også fra dette område. Blandt andet Kæmpe skælhoved, tusindstråle og nøgleklokke, er nogle af dem. Rigtig mange løgvækster kommer også fra dette område og i vores lille bed udvidelse er de foreløbig repræsenteret med Fritillaria sewersovii, Crocus zonatus (kotschyanus) og balkananemone.
Så gå på opdagelse i de mange, mange planter, der kommer fra dette område, og som har givet os nogle af vores mest brugte haveplanter herhjemme. For hvilken dansk have har ikke enten liguster, buksbom eller kirsebærlaurbær stående?
