Midsommer og overtro
En af de urter, der knytter sig særligt til midsommer, er sankthansurten. Den har fået sit navn, fordi det netop er ved sankthans, at man kan få den til at fortælle om skæbnen for de mennesker, som plukker den. Det mente man i gamle dage.
Dengang plukkede man sankthansurt til sankthans og satte den fast i en revne i træet på en bjælke i sit hus. Hvis den slog rod og voksede videre, ville skæbnen blive god det kommende år, men døde den, varslede det derimod sygdom og død.
Nu er sankthansurt faktisk en meget nem urt at få til at slå rod, så man har heldigvis valgt en plante, som med ret stor sandsynlighed ville gro videre — især i de gamle, fugtige huse, som man boede i dengang. På engelsk kaldes den også “live-forever”. Men mon ikke urten en gang imellem er død, uden at det har haft nævneværdige konsekvenser? I dag tillægger vi den i hvert fald ikke nogen overnaturlig betydning. Men hvem ved, om den lille urt kan spå om andre ting? Måske kunne vi spørge den, om sankthans også vil blive genindført som den helligdag, den var indtil 1770.
Vokser vildt i Danmark, men er sjælden
Almindelig sankthansurt findes vildt i den danske natur, men er efterhånden relativt sjælden. Den vil helst gro i næringsfattige skovkanter, hvor det ikke er for mørkt. Den gror kun, hvor jorden er veldrænet, og den er meget tørketålende. Men den har altså også været en plante, man havde i haven, og da den er spiselig, har den formentlig været brugt som en del af madlavningen siden oldtiden.
Enestående prydplante
I dag bruger vi den mest som den formidable prydplante, den er. Vi har også importeret dens kinesiske fætter, der ligner den danske til forveksling. De smukke, støvede, røde blomster kommer frem hen i juli og står til langt hen på efteråret. Hvis blot planterne står i sol og veldrænet jord, er de nogle af de nemmeste og mest driftssikre stauder i haven.
For god ordens skyld skal det lige nævnes, at planten ikke blomstrer til sankthans. Den blomstrer typisk først hen i juli måned.




