Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Tibetansk kirsebær

Den smukke bark

I denne tid hvor der ikke er ret mange blomster at se på, må vi kigge i andre retninger for at få noget smukt at se på. Heldigvis kan mange planter fremvise mere end blot smukke blomster. Nogle træer har en meget smuk bark, som kan være med til at skabe noget liv i haven om vinteren.

Tibetansk kirsebær

Et af de træer er tibetansk kirsebær, eller Prunus serrula som den hedder botanisk. Dets smukke glatte og vinrøde bark er nok i virkeligheden træets fineste kvalitet. I modsætning til mange af sine artsfæller er dette kirsebærtræ ikke kendt for sine blomster, men derimod sin bark. Træet blomstrer naturligvis, med små hvide blomster, men det er langt fra ligeså overdådigt som andre arter. Tit blomstrer det så tidligt at blomstringen delvist ødelægges af sen nattefrost. Tibetansk kirsebær vokser naturligt i Tibet og Kina og kan findes så højt oppe i bjergene som 4000 meters højde. De vokser således ret tæt på trægrænsen mellem rhododendron og nåletræer.

Trives med rhododendron

Tibetansk kirsebær bliver oftest et lille flerstammet træ, som kan passe ind i mange haver. Det vil helst stå veldrænet og lyst. Det kan fint stå i et rhododendronbed, da de to plantearter også vokser side om side i naturen. Ganske kort vil jeg lige nævne at træets botaniske navn læner sig meget tæt op ad Japansk Kirsebær, som jo også er et yndet prydtræ i danske haver. Det hedder nemlig Prunus serrulata og det skal man lige være opmærksom på, hvis man går på jagt efter de to planter. De er begge fine, men japansk kirsebær har slet ikke den samme smukke bark som sin slægtning.

Tibetansk kirsebær i Geografisk Have

I Geografisk Have kan du se tibetansk Kirsebær lige bag ved regnvejrshytten, hvor der står et ret nyplantet eksemplar, men ellers står der også nogle i Kina hvor de nye staudebede tæt ved Kinahytten er anlagt. Her kan man også se, at det er træer, der ikke bliver voldsomt store. Her kan du også se Prunus maackii lige ved siden af, som også er kendt for at have en smuk bark, især mens den er ung, hvor farven nærmest er lys karamel.

Ugen haveklumme er skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler, Niels Melballe.