Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Pinjetræer

De stedsegrønne planters højtid

Det er for alvor blevet efterår. Den første nattefrost er sat ind, og bladene er begyndt at vælte ned fra træerne. Man kan hvert år forundres over hvor mange blade, der kan være på sådan et træ. Men det indvarsler også tiden, hvor de stedsegrønne planter som gran og kristtorn kommer i højsæde.

De blågrønne pinjetræer

Lige nu kan man se de små blålige pinjetræer til salg i næsten alle supermarkeder og planteskoler. Og nu skriver jeg jo, at de er små – for har du nogen sinde undret dig over, hvorfor der aldrig er nogle i store størrelser? Måske har du fundet ud af det, hvis du har været så heldig at få din pinje til at overleve mere end et år. For så vil man nemlig opleve, at den begynder at skifte farve til almindelig grøn, efterhånden som den bliver ældre.

En overlevelsesmekanisme

Pinjetræer er nemlig i virkeligheden en art af fyrretræ. Det botaniske navn er Pinus pinea, og den vokser i Middelhavsområdet. Så hvis du har været på ferie i Spanien, så har du sikkert set dem i stor størrelse. Når man er en lille frøplante, der skal vokse op i et tørt og varmt klima, så er det godt at kunne holde på væsken, og det er det, den blålige farve på planten hjælper med. Når planten senere er blevet større og stærkere, kan den bedre klare sig og bliver almindelig grøn.

Mildere klima giver gunstige forhold

Man siger normalt, at pinje ikke kan klare sig i det danske klima. Men i de senere år er der flere og flere, der har haft held med at få et pinjetræ til at overleve. De milde vintre, kombineret med en god vokseplads, kan give mulighed for, at ens pinje kan overleve. Men kommer der en hård vinter et år, så er det måske slut, og man skal starte forfra. Ikke desto mindre findes der flere steder i Danmark nu pinjer i mandshøjde. I Geografisk Have har vi endnu ikke forsøgt os med at etablere pinje i haven, men som årets pyntematerialer i krukkerne omkring indgangen til Geografisk Have er fyr et gennemgående tema.

Ugens haveklumme er skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler, Niels Melballe.