Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Myrtekrukke

Vinteren kom tidligt

Så blev det lige pludselig vinter, og det inden vi overhovedet var kommet ind i december. Det bliver spændende at se til næste år, hvad det får af betydning for planterne, at vinteren er kommet så tidligt. I alt fald er det godt, hvis man i tide har fået dækket sine sarte planter til med gran og blade. Det kan være hård kost for en plante, der ikke er vant til kulde, at skulle klare mange døgn med frost, især hvis der ikke er ret meget sne.

Myrtekrukke

En af de planter, der er rigtig smuk lige nu, og som også er nogenlunde hårdfør, er myrtekrukke. Den kommer fra Sydamerika. Ikke fra de varme områder men derimod den sydligste del af Chile og Argentina, Patagonien. Her vokser den i bjergene i krat-bevoksning tæt ved trægrænsen. Den er altså vant til lidt af hvert.

Myrtekrukke får smukke hvide, lyserøde eller pink bær, som kommer i efteråret, og som tit sidder på planten vinteren igennem. Myrtekrukke er ’særbo’, hvilket betyder, at man skal have både han- og hunplanter, hvis man vil have bær.

Myrtekrukke trives bedst i sur jord – hvilket i øvrigt gælder mange af de planter, som kommer fra den del af Sydamerika. Derfor er de gode i et Rhododendronbed – på trods af at der ikke gror Rhododendron i Sydamerika.

Bjergthe-slægten

Det botaniske navn for myrtekrukke er Gaultheria mucronata. Nu er der måske nogle, der vil protestere og sige, at den da hedder Pernettya mucronata! Og det er også rigtigt, at myrtekrukke indtil for få år siden hed sådan. Men det er lavet om, og nu er den altså indlemmet i Bjergthe-slægten. Sådan set har begge navne været brugt siden 1800-tallet, hvor myrtekrukke første gang blev beskrevet, og mon ikke det gamle navn kommer til at hænge ved et stykke tid endnu. Slutteligt kan siges, at bærrene ikke er giftige, men heller ikke er nogen stor kulinarisk nydelse, så lad dem hellere blive på planten, hvor de kan pynte.  Hvis du går en tur i Geografisk Have, kan du se myrtekrukke i ’Sydamerika’ overfor hestefolden helt ud til stien.

Ugens haveklumme er skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler, Niels Melballe.