Den smukke Diabelia
Der har været hårde kår for planterne det sidste halve år. Først er det hele druknet i vinterregn og i maj endte vi så med at få tørkelignede tilstande. Men det ser ud til, at planterne klarer sig fint og blomstrer ufortrødent. En af de mange smukke, blomstrende buske, man kan se i øjeblikket, er Diabelia serrata.
Fra Abelia til Diabelia
Diabelia var indtil for nyligt en del af Abelia-slægten, men er nu flyttet over i den nye Diabelia-slægt. Det er ikke så tit, at man opretter nye planteslægter længere, og for nemheds skyld har man derfor valgt blot at sætte et di foran abelia. Diabelia har ikke noget dansk navn, og i mange år fremover vil vi sikkert stadig se den under sit gamle navn Abelia. Dens mere kendte slægtning Abelia grandiflora er de senere år blevet meget populær.
Lille fin busk
Diabelia serrata kommer fra Kina og Japan. Det er en relativt lille, fin og slank busk med små fingerbøl-lignende hvide blomster, der som regel sidder tæt på de fine, let hængende grene. Den trives bedst i læ og sol, men stiller ellers ikke de store krav til pasning.
Du kan se Diabelia serrata i Japanafdelingen nord for Rosenhaven. Bag ved Sasa bambus-bedet. Diabelia er som sagt ikke almindelig i handel, men flere lignende arter er til at få fingre i hos planteskolerne. Den mest almindelige er nok Abelia grandiflora, som desværre ikke er i Geografisk Have længere, selvom det var Aksel Olsen, der indførte den til Danmark i 1920.