Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Rosa ‘Mundi’

Den ældgamle Rosa ’Mundi’

Så er det endelig blevet den tid på året, hvor vi kan nyde roserne. De første roser er allerede sprunget ud og er ved at sætte hyben. Men de fleste roser begynder først deres blomstring nu.

Skønne Rosamund

Det har på mange måder været en hård vinter for roser. Den konstante regn og de korte perioder med pludselig frost er ikke rosenvenligt vejr. Men heldigvis er de fleste kommet godt i gennem det. En af de roser, man næsten altid kan regne med, er den historiske rose gallica ’Versicolor’ eller simpelthen Rosa ’Mundi’. Navnet Rosa ’Mundi’ findes i historiebøgerne, fordi det menes, at det var denne rose, der stod ved den skønne Rosamunds grav. Rosamund var Kong Henrik den 2. af Englands underskønne elskerinde, som efter sigende blev dræbt af Dronning Eleanor, Henrik den 2.’s kone.

Sport af Apotekerrosen

Rosa ’Mundi’ er en af de ældste, kendte historiske roser. Den menes at være en såkaldt sport, altså en spontan genetisk mutation eller variation af Apotekerrosen. Rosen dukker for første gang op i midten af 1500-tallet. Den er således en af de tidligste tofarvede roser, vi kender, med sine hvide og lyserøde striber på kronbladene.

Tofarvet blomst

Men hvordan går det til, at vi stadig elsker og bruger en flere hundrede år gammel rosensort i en verden, hvor der hvert eneste år kommer nye rosensorter til? Svaret er nok, at Rosa ’Mundi’ er en utroligt fin rose. Den er tofarvet og den blomstrer overdådigt med bunker af duftende blomster hver sommer. Den bliver heller ikke ret høj, hvilket mange historiske roser ellers ofte har tendens til.

Lad Rosa ‘Mundi’ fylde hele bedet

De roser, man køber i dag, er typisk podet. Det gør normalt at planterne ikke breder sig. Men Rosa ’Mundi’ kan godt med tiden finde på selv at slå rod og forkaste sin grundstamme, og så vil man opleve, at den breder sig med rodskud. Hvis man ikke vil have dem, skal man blot fjerne dem. Men hvis man har plads, kan man altså også få et helt bed fuldt af den skønne rose.

I Geografisk Have kan du finde Rosa ’Mundi’ i Rosenhaven tæt ved indgangen fra hovedstien.

Ugens haveklumme er skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler Niels Melballe.