Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Kinesisk sneflokketræ

Sneflokketræet er tilbage

Måske har nogle bemærket at der i vinterens løb er sket en hel del i syvdalen i Geografisk Have. Der er vi i gang med en større renovering af dalens gamle plantesamling. Der er indkøbt mere end hundrede nye træer og buske, der vil blive plantet løbende over de kommende år.

Indført til Danmark af Aksel Olsen

Et af de træer, der allerede er blevet plantet dette forår, er det kinesiske sneflokketræ – Chionanthus retusus. Frit oversat betyder Chionanthus ’sneblomst’. Det er et træ vi har valgt at skaffe til haven, da Aksel Olsen, Geografisk Haves grundlægger, indførte arten til Danmark tilbage i 1950. Sjovt nok fik Aksel Olsen den ikke hjem fra Asien, men helt fra USA, hvor den i første omgang var blevet indført til. Den har således stået i haven tidligere, men har manglet i en længere årrække. Planten er et eksempel på et af de mange forskellige træer, der vil blive plantet løbende de næste år.

Hvide, duftende blomster

Kinesisk sneflokketræ et fint lille træ, der typisk kan blive op til 4 meter højt i Danmark. Under de rigtige forhold kan det blomstre rigt med fine, hvide blomster. På blomsterrige år vil det kunne se ud, som om træet er dækket med sne. Blomsterne dufter desuden stærkt. Det kræver dog at træet står på en solrig men samtidig vindstille plads. Senere på året kan der komme smukke klaser af blåduggede bær. De er ikke spiselige men er smukke at se på.

Havens træ er ganske nyplantet

På mange måder ligner det kinesiske sneflokketræ sin nære slægtning det amerikanske sneflokketræ. En af forskellene er, at det Kinesiske sneflokketræ springer senere ud end det amerikanske. Det kinesiske Sneflokketræ har en stor udbredelse i naturen og kan findes i både Kina, Korea og Japan. Du kan se det nyplantede sneflokke træ i syvdalens vestlige side, som er japandelen.

Ugens haveklumme er skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler, Niels Melballe.