Martsviol blomstrer også i april

Selvom navnet antyder at martsviol blomstrer i marts, så er den altså også i fuldt flor i april. Faktisk er de martsvioler der står i Geografisk Have først begyndt at blomstre rigtigt smukt, netop nu. Martsviol er typisk helt blå/lilla. Men den kan også være hvid. I Geografisk Have har vi et stort parti hvide og blå der vokser sammen, tæt ved vores hestefold. Og her vokser martsviolerne vildt. Det er ikke nogen vi har plantet.

Violernes verden

Der findes mere en 500 forskellige arter af violer i verden. Alle de stedmoderblomster vi køber til vores krukker og haver på denne årstid er også violer. I Danmark findes en lang række vilde violer. En af dem er ”martsviol”. De andre har smukke navne som ”engviol”, ”skovviol” ”håret viol”, ”kratviol”, ”almindelig stedmoderblomst”, ”klit stedmoderblomst” og der findes flere. Nogle af dem kan være meget svære at se forskel på.

En populær lille blomst

I modsætning til de andre vilde violer, er martsviol indført til Danmark. Det har været en populær lille blomst at plante i haven og den trives godt i næringsrig jord. Fra haverne har den forvildet sig ud i naturen – og som i Geografisk Have, findes der mange haver hvor martsviol vokser vildt, under hækken eller i de dele af haven der ikke plejes så godt. Martsviol spredes både via udløbere i jorden og vha. myrer som slæber rundt på plantens frø.

Hvem spiser violer?

Violers blomster kan spises og de fine restauranter kan godt lide at pynte maden med blomster fra martsviol. Man kan finde mange spændende opskrifter med martsviolens blomster. For os mennesker udgør viol dog ikke en livsvigtig del af vores føde. Det gør den derimod for de smukke perlemorssommerfugle. Perlemorssommerfugle bruger nemlig violerne som værtsplante. Det betyder at larverne fra perlemorssommerfugle kun æder violer. Groft sagt æder de alle arter at violer, og dermed også martsviol. Perlemorssommerfugle er en række (cirka 10 forskellige arter), nærmest guldfarvede sommerfugle med smukke mønstre, som er i stærk tilbagegang i Danmark. Så udover at pleje en smuk have, kan man også pleje en smuk sommerfugl, ved at så frø fra martsviolerne i sin have.

Hvid variant af martsviol – viola odorata var. Alba

Her ses en hvid variant af martsviol – viola odorata var. Alba – som vokser på hjørnet mellem Nordamerikaområdet og Dyrehaven i Geografisk Have.

Martsviol i Geografisk Have

De fleste kender nok bedst den blå/lilla martsviol som denne.

 

 

 

 

 

 

 


Af Rune Kjærgaard Lange
13. april 2021 | Haveblog

FacebookTwitterLinkedInEmail

Læs flere klummer om forårets planter her:

Primula giver farve til foråret

Forår i luften – næsten!

Erantis

Hov, hvem har spist min Vintergæk?

Vinterens adonis

Almindelig Vorterod – ukrudt eller skønt bunddække?

De tidlige løg

 

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.