Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Julens krydderier – Stjerneanis

Som det sidste af julens krydderier i denne omgang, handler denne klumme om stjerneanis. Stjerneanis er måske i virkeligheden ikke et af de krydderier, man bruger mest i køkkenet, men det har alligevel en dejlig varm og sød lakridsagtig smag, der gør sig godt i spiritus, snaps og Gløgg. Den gør sig også godt i marmelade eller chutney. Derudover er stjerneanis også en god smagsgiver til kød.

Stjernen fra Østasien

Stjerneanis kommer fra et område i det østlige Kina og Vietnam. Dens botaniske navn er Illicium verum. Planten er desuden navngiver til sin egen såkaldte ”familie” – stjerneanisfamilien. Den er et stedsegrønt træ, der får hvide blomster, og som siden laver de sjove stjerneformede frøkapsler, som er dem vi kender som stjerneanis. Et enkelt træ producerer typisk omkring 10 kilo frøstande om året. Den vokser i et klima, der er meget tæt på at have temperaturer, der ligner vores her i Danmark, men alligevel er en anelse varmere. Man ville derfor måske kunne dyrke stjerneanis i Danmark på beskyttede steder, men umiddelbart vil planten nok ikke finde sig i en hård vinter. I Geografisk Have har vi desværre heller ikke stjerneanis, selvom den måske nok kunne trives i vores store Væksthus.
Ud over anvendelsen af stjerneanis som krydderi bruges de essentielle olier, der er i frøene, i hudplejeprodukter og i medicinalindustrien.

En giftig fætter

Stjerneanis har i øvrigt flere lignende slægtninge, som imidlertid er ret giftige. Så hvis man på sin ferie under varmere himmelstrøg ser en plante, der ligner stjerneanis, er det vigtigt, at man er helt sikker på, at man ikke tager fejl af stjerneanis; Illicium verum og dens fætter Illicium anisatum. Det lyder måske mærkeligt, at den giftige af planterne hedder anisatum. Men på latin kan ’verum’ faktisk oversættes til ’ægte’, og så passer pengene lidt bedre igen. Stjerneanis har i øvrigt intet at gøre med almindelig anis. Almindelig anis dufter lidt lige som stjerneanis, men det er også eneste lighed, da almindelig anis er en staude og ikke et træ.

Skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler Niels Melballe.