Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Påskeliljen

Så er det blevet påsketid. Påsken er som bekendt en forskydelig helligdag, og derfor er det ikke altid, at påskeliljen kan leve op til sit navn og blomstre til påske. Men lige netop i år ser det ud til, at tingene går op i en højere enhed. I hvert fald foreløbig.

Påskeliljer og klimaforandringer

Påskeliljen hedder på botanisk Narcissus psudonarcissus, og den vokser vildt i det vestlige Europa, men er også forvildet mange steder, og derfor kan man måske godt fristes til at tro, at den vokser vildt i Danmark. Det gør den nu ikke. Dens nærmeste naturlige voksested er i det vestlige Tyskland tæt på grænsen til Belgien.

Netop påskeliljens blomstringstid er faktisk noget, flere botanikere holder øje med. For som det er med klimaforandringerne, så er der faktisk også mange planter, der har ændret deres blomstringstidspunkt. I Kew Botanical Garden i London har man registreret påskeliljernes udspringstidspunkt siden 1980’erne, og her kan man se, at de i gennemsnit springer ud 16 dage tidligere nu, end de gjorde i 80’erne.  Så hvem ved, måske ender det med, at påskeliljen i fremtiden slet ikke blomstrer i påsken?

Nem at dyrke

Påskeliljer er nemme at dyrke. Man kan købe deres løg i butikkerne om efteråret, hvor de også skal lægges i jorden. Det vigtigste er, at de lægges i jorden et sted, hvor der er rimelig lyst, og at jorden i øvrigt er veldrænet. Man kan også så påskeliljer fra frø, men det er et tålmodighedsprojekt, som måske ikke er egnet for nybegyndere ud i såning! Men har man først påskeliljer i sin have, vil de oftest kunne formere sig selv, og trives i rigtig mange år.

Påskeliljerne her i haven

I Geografisk Have har vi påskeliljer mange steder. På grund af den meget fugtige jord, der findes mange steder i haven, er de fleste løgvækster ikke placeret geografisk korrekt, men simpelthen der, hvor de kan trives. Man skal derfor ikke tro at påskeliljer hører til i Kina eller Japan, selvom de i Geografisk Have står her. Det er fordi, det er her, de trives bedst grundet jordbundsforholdene. Netop nu kan du se påskeliljerne i blomst, og i påskeferien kan du løbe blomsterløb i haven og komme rundt til flere af årstidens mindre kendte blomstrende planter. God Påske!

Ugens haveklumme er skrevet af Gartner og Natur- og kulturformidler, Niels Melballe.