Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Vinget benved

Asiatisk benved med smukt efterårsløv

Det har været en lun og mild start på efteråret. Og selvom der sidst på dagen den 1. oktober kom meget vand, har de øvrige første seks dage af oktober faktisk været ganske tørre.

Men ikke desto mindre er mange planter begyndt at vise deres efterårsfarver tidligt i år. Nogle buske har endda allerede smidt de fleste af bladene.

Nogle af de buske, der er kendt for deres smukke farver om efteråret, er benved. Både de smukke (men giftige) frøstande og løvets flotte efterårsfarver gør dem bemærkelsesværdige på denne tid af året. Vores hjemlige europæiske benved er måske blandt de smukkeste, men flere af de asiatiske arter er også meget dekorative.

“Burning bush”

Den asiatiske art vinget benved, Euonymus alatus, er ikke så kendt for sine frugter, da de er blandt de mest undselige i benvedslægten. Til gengæld giver den en sand festforestilling af farver om efteråret, når løvet skifter farve. I Amerika kalder man den ligefrem “burning bush”, altså “den brændende busk”.

Når løvet er faldet af busken, bliver det ganske tydeligt, hvor planten har sit danske navn fra. Alle grenene er nemlig tæt besat med korkagtige strukturer, som er med til at give noget smukt og anderledes at se på i vinterhalvåret.

Nem at dyrke i Danmark

Den vokser i et stort område af Asien, blandt andet i Kina, Japan, Korea og Amurregionen i det østlige Rusland. Den er således ret tilpasningsdygtig og kan gro både i sol og skygge, ligesom den ikke stiller særlige krav til jorden.

Denne tilpasningsevne har også gjort, at den i dele af USA er blevet en invasiv art, der spreder sig i mange skove. Men i Danmark sår den sig foreløbig ikke ret meget. Det skyldes muligvis den lidt komplicerede temperatursekvens, der skal være til stede over en længere periode, før frøene vil spire. Her skal det være skiftevis koldt og varmt i forskellige perioder.

Så man kan snildt dyrke denne skønne benved i Danmark og glæde sig over de smukke efterårsfarver i denne tid, hvor det går mod vinter.