Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Haven i april

Selvom vejret i april måned kan være meget omskifteligt, er det den måned, hvor foråret rigtig får fat, og vi for alvor kan komme ud og nyde haven. Og der er er masser af opgaver, der skal klares.

Tid til beskræring

Roser, lavendel, hortensia og sommerfuglebuske kan beskæres, når den værste risiko for frost er ovre.  Hvis man har problemer med snegle, kan det også være en rigtig stor fordel allerede nu at sætte jagten ind. Det kommer planterne til gode senere. I denne vinter har mange også haft problemer med fugle, der har rodet i jord og planter, så måske man lige skal tjekke, at ens planter ikke er blevet ødelagt, især de nyplantede.

Gør køkkenhaven klar

I køkkenhaven kan man også godt begynde at så de første grøntsager som spinat, vårsalat og ærter. De er ikke så kuldefølsomme og kommer hurtigt i gang. Mange andre grøntsager kan man begynde at forspire indendørs såsom kål, tomat, salat og squash. Hvis du allerede er begyndt at forspire planter i marts, skal du holde godt øje med småplanterne, måske de skal pottes om, så rødderne kan få mere plads og ny næring. På lune dage kan man også begynde at vænne planterne til udelivet ved at stille dem udenfor i skyggen et par timer.

Hvis man gerne vil have flyttet eller delt sine vintergækker, er det også nu, det kan gøres. Husk dog at plante dem et sted, hvor der er lyst, for hvis de står i skygge af husmure eller haveskure, vil de nemlig ikke trives.

Nyd alle de smukke blomster

Naturligvis er det vigtigste at huske at nyde alt, der begynder at blomstre. Magnolia, rhododendron, påskeklokke, primula og anemoner er alle planter, der er smukke nu. De to sidstnævnte kan også nydes flere steder ude i den danske natur. I Danmark har vi nemlig fire vildtvoksende primula-arter og to vildtvoksende anemone-arter. Men der findes naturligvis et hav af forskellige arter, sorter og hybrider, som man kan købe i planteskolerne, hvis man gerne vil dyrke dem i sin have. I Geografisk Have kan du selvfølgelig også finde alle de nævnte planter i blomst lige nu!

Ugens haveklumme er skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler, Niels Melballe.