Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Hjultræ og juletræer

Nu er vi efterhånden kommet et stykke ind i det nye år. Julepynten er blevet gemt væk og tankerne begynder måske så småt at vandre hen i mod forår og en ny havesæson. I Geografisk Have er vi i alt fald begyndt at se på frø og dahliaknolde til den kommende sæson. Samtidig har gederne i dyrefolden travlt med at gnaske sig igennem alle de brugte juletræer, som haven har været så heldig at modtage. Gederne kommer derfor ikke til at mangle grønt at gnave i de første par måneder. Det var alle disse træer, der fik undertegnede til at tænke på, at der udover juletræer, faktisk også findes et HJULTRÆ i haven. Oven i købet er det en plante, der er smuk det meste af året.

Et fint træ til den lille have

Hjultræet med det lidt knudrede botaniske navn Trochodendron aralioides kommer fra Korea og Japan. Her brugte man blandt andet træet til at lave hjul af. På en tur i Geografisk Have kan du også finde havens eneste eksemplar i Korea-afdelingen tæt på hovedstien. Eksemplaret er ikke så stort endnu. Det danske navn hjultræ er måske også lidt en overdrivelse, for faktisk bliver planten sjældent til et rigtigt træ i Danmark. Planten trives bedst i et klima, der er lidt varmere end det danske, og den vil derfor også gerne stå på et sted, der ikke er alt for udsat. Hjultræet er meget langsomt voksende og kan derfor stå i de fleste små haver.

Et stedsegrønt træ – for det meste

Hjultræet er de fleste år stedsegrønt, men hvis vinteren er meget hård, kan det godt tabe de fleste blade, som er skinnende blanke og mørkegrønne. Bladene giver planten et eksotisk udseende. Blomstringen kommer i juni måned, men blomsterne er ikke prangende, da de helt mangler kronblade.

Hjultræet er endnu ikke så almindeligt i Danmark, og det kan derfor være svært at finde i planteskolerne. Det blev indført til Danmark i 1923 af Dr. Børgesen, der var en stor plantesamler og i øvrigt en god ven af Geografisk Haves grundlægger Aksel Olsen.

Klummen er skrevet af Gartner og Kultur- og Naturformidler, Niels Melballe