Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Den pæne Rhododendron

Rhododendron Concinnum

Nu er Rhododendronsæsonen endelig kommet godt i gang. Heldigvis var det køligt i sidste uge, så vi har glæde af blomstringen lidt længere tid, end hvis det var varmt. Især er vildarterne kommet godt i gang i Geografisk Have, hvor man kan se arter som R. concinnum, R. selense, R. slippenbachii og R. russatum i fuldt flor. Blandt mine personlige favoritter er navnlig førstnævnte. Rhododendron concinnum er en utrolig fin Rhododendron med små stedsegrønne blade og smukke lilla eller vinrøde blomster. Som det nu en gang er med Rhododendron, så kan farven nemlig godt variere fra plante til plante. Som næsten alle andre har Rhododendron concinnum heller ikke et særskilt dansk navn, så man må øve sit latin. En dansk oversættelse af navnet vil være noget i stil med ’pæn’ eller ’yndig’. Så det navn kunne de fleste Rhododendron jo have fået.

Rhododendron med skæl

Rhododendron concinnum ses desværre ikke så tit i handel. Det er måske mere en tilfældighed end så meget andet. Med mere end tusinde forskellige Rhododendron så er der jo ikke plads til dem alle i en planteskole. R. concinnum kan blive op til et par meter høj og skiller sig på den måde lidt ud fra mange af de andre småbladede Rhododendron. Ligesom mange andre Rhododendron, hører R. concinnum til gruppen af Rhododendron med skæl. Det vil sige, at hvis man ser rigtig godt efter på undersiden af bladene, kan man måske se en masse små prikker overalt. De kaldes for skæl. Dette er blandt andet et af de kendetegn, botanikere kigger efter, når de skal skille en art fra en anden.

Sur jord og sol

Ligesom alle andre Rhododendron vil R. concinnum gerne stå i sur spagnum enten i sol eller halvskygge. Rhododendron kommer fra Kina. Den er fuldt ud hårdfør i Danmark og den burde være til at skaffe på planteskoler med speciale i Rhododendron, der – uanset om man har planer om at købe planter eller ej – er et besøg værd på denne årstid.

I Geografisk Have kan du se R. concinnum næsten lige overfor kejsertræet tæt ved indgangen og foran Væksthuset, hvor der står to forskellige varianter bagerst i bedet.

Ugen haveklumme er skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler, Niels Melballe.