En smuk, men ringeagtet busk
Blodribs er vist en af de buske vi alle kender. Den står så mange steder, at vi næsten ikke lægger mærke til den. Den er ualmindelig nem at dyrke, for den kan vokse næsten overalt. Den bliver derfor også tit brugt i parker og offentlige beplantninger, hvor der er brug for planter, der kan tåle lidt af hvert.
Måske derfor er den også blevet lidt ringeagtet. De fleste vil måske også mene, at den heller ikke dufter vanvittigt godt og derfor bedst nydes på afstand. Den blomstrer lige nu i april, med røde blomster, som i sig selv er meget smukke, men som måske står i lidt dårlig kontrast til forsythias lysende gule blomster, som den blomstrer samtidig med.
Oprindelse i Nordamerika
Men lad os da se lidt nærmere på blodribs eller Ribes sanguineum, som er dens botaniske navn. Den kommer fra det vestlige Nordamerika, hvor den i øvrigt gror sammen med flere andre kendte haveplanter så som snebær og mahonie. Den er nært beslægtet med både ribs og solbær, og ligesom dens slægtninge kan dens frugter også spises, men de er dog noget af en skuffelse i sammenligning. Bærrene bliver blå og er ret små. Den dyrkes altså mest for sine blomster. Blodribs kan typisk blive et par meter høj, men den tåler fint beskæring og kan derfor sagtens holdes som en formklippet busk. Dens blomster kommer dog helt sikkert mere til deres ret, hvis man lader busken vokse frit.
Faktisk findes der også indtil flere spændende sorter af blodribs. De dyrkes dog ikke ret meget, og derfor skal man lede lidt efter dem. Men der findes faktisk en sort med gullige blade, og der findes også en sort, der har dobbelte blomster, bare for at nævne et par stykker af de mere særprægede udgaver. Og selvom navnet lyder blodribs, findes der også sorter med hvide blomster.
I Geografisk Have kan du se blodribs i Syvdalens Nordamerika område, på skrænten op mod rosariet.
Ugens haveklumme er skrevet af Gartner og Natur- og kulturformidler, Niels Melballe.
