Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Vårlyng

Erica Carnea

I Danmark er lyng nok noget, vi mest forbinder med sensommer. Men både nu og om efteråret er der i planteskolerne fyldt med forskellige slags lyng. For lyng er faktisk et vidt begreb.  Der findes flere hundrede arter af lyng. Dem, der blomstrer nu, og som kan købes næsten alle vegne, er den såkaldte vårlyng Erica carnea. Den er blot én art ud af 839 accepterede Erica-arter.

Vårlyng er blevet en meget populær haveplante, både til krukker og bede. Den har en farvepragt, så man næsten skulle tro, det var en tropisk plante. Men vårlyng er hjemmehørende i Europa, og vi skal ikke så langt syd for den dansk-tyske grænse for at finde dem i naturen, hvor de vokser i bunden af lyse fyrreskove.

Mange truede arter

Men størstedelen af de 839 arter af vårlyng stammer imidlertid ikke fra vores breddegrader, men kommer fra Sydafrika, og flere af dem er ikke specielt glade for koldt vintervejr. Mange af arterne er udryddelsestruede. I Danmark har vi også en enkelt vildtlevende art, nemlig klokkelyngen Erica tetralix, som vokser i fugtig, nærringsfattig hedejord og moser.

Vårlyng vil gerne vokse i en sur og veldrænet jord, og derfor er den ideel at have i surbundsbedet sammen med eksempelvis rhododendron og azalea. Der findes efterhånden rigtig mange sorter og hybrider af vårlyng, og de kan fås i næsten alle nuancer af hvide, lyserøde og pink blomster.

Vårlyng varsler foråret i Geografisk Have

I Geografisk Have kan du se vårlyng i krukkerne ved vores hovedindgang. Vårlyng kan nemlig også fint stå i krukker i en periode. Når de er ved at afblomstre, kan man efterfølgende plante dem ud i haven, hvis man har en egnet jord til det. De vil som sagt gerne stå i en veldrænet og gerne lidt sur jord. Vårlyng kan med fordel klippes en smule tilbage lige efter blomstring, så bliver de ikke så ranglede at se på. Derudover er vårlyng både nem og hårdfør og behøver kun meget lidt opmærksomhed.

Skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler, Niels Melballe.