Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Persisk Scilla

Masser af blomster i februar

Nu er årets første blomster endelig ved at komme i blomst. Selvom kalenderen stadigvæk siger vinter, så er der allerede nu meget, der blomstrer og kan nydes i haven. Vintergækker, erantis, våriris, troldnød, kødbær og persisk scilla er nogle af dem. Så det er bare med at komme ud og nyde dem, når vejret er godt.

Persisk Scilla

Sidstnævnte, Persisk scilla, er en af de tidligste scillaarter vi har i danske haver. Faktisk findes der 91 arter af scilla, hvoraf vi her i landet dyrker en 3-4 arter.  Allerede i starten af februar kan man begynde at se persisk scilla kæmpe sig vej op af jorden. Blomsterne er hvide med en lyseblå stribe i midten af blomsten af hvert kronblad. Der er derfor lidt mere diskrete end for eksempel erantis der lyser op med sine klar gule farve. Scilla er en løgplante, ligesom de fleste andre af vores tidlige forårsplanter. Det betyder også at man som regel sætter løgene om efteråret. Men hvis man kan finde den i blomst i havecentre eller butikker kan man sagtens plante dem ud nu. Når løgene så er afblomstret, er det vigtigt at lade bladene visne helt ned. Den energi, der er i bladene, trækker planten nemlig ned i løget igen og bruger til at holde sig i live indtil næste år. Bladene kan godt være lidt kedelige at se på, så derfor kan det være en god i ide at sætte dem, hvor noget andet dukker op senere og kan skjule de visne blade.

En hårdfør skønhed

Persisk scilla vokser vildt i Kaukasus og i det nordlige Iran. De vokser i bjergene og er vant til koldt vejr. De er også nemme at dyrke i haven herhjemme. De trives ligesom andre løgplanter godt i en veldrænet jord og vil gerne stå lyst, hvilket ikke er det store problem, i og med at den blomstrer længe før træerne får blade på.
I Geografisk Have står de under den ene af vores kaukasiske vingevalnød ud til den store plæne. Her er der plantet en stor gruppe som næsten danner et helt tæppe.

Skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler, Niels Melballe.