Lys i haven spreder glæde

Her i den mørke tid kan det være svært at nå ret meget ud i sin have. Mange praktiske gøremål bliver udskudt til bedre tider. Hjemme hos os er det vigtigste at fodre de vilde fugle, som trofast holder til i haven. Det er en god vane, som fuglene virkelig sætter pris på. Der skal meget energi til at holde liv i en lille fuglekrop på denne årstid.

Drej lyset

Men der er måske også andre, som du kan glæde. Når vi tænder lys i vores haver, tænker vi måske umiddelbart mest på, hvad der ser flot ud, når vi kigger ud af vinduet eller kommer ind ad indkørslen. Men hvorfor ikke tage et kig på, hvordan lyset i forhaven ser ud fra naboen og de forbipasserendes vinkel? Måske skal lyskæderne bare drejes lidt eller hænges lidt højere op for at flere kan få glæde af dem. Med lille ulejlighed kan man måske berige sine omgivelser med en endnu bedre lys-oplevelse.

Strømforbrug

Med stigende priser på el, kan det også være en god idé, at lave en beregning på, hvor meget ekstra strøm ens havelys egentlig koster, så det ikke kommer som nogen overraskelse. Hvis man vælger de populære LED-lamper, vil de fleste nok blive overrasket over, hvor lidt strøm der anvendes. Det er svært at måle ”værdien” af havelyset i den mørke tid, hvis man et øjeblik glemmer økonomi og strømforbrug. Lyset giver os en opmuntring i en mørk og kold tid, som for mange kan være en udfordring at komme igennem.

Kinesisk Vinterlys og Varme

I Geografisk Have er der i år etableret en lysrute på ca. 1 km, som tændes alle torsdage, fredage, lørdage og søndage i december og januar. Titlen er ”Kinesisk Vinterlys og Varme” og sætter fokus på flere af de rigtig flotte steder i havens Kinaområde, f.eks. Kejsertræet, Månelysbeddet og selvfølgelig de fantastiske Bambuslunde. Der serveres gratis ingefær-the i havens Kinahytte, hvis man selv tager en kop med. Vi håber, at mange vil få glæde af årets lysoplevelse, som bliver endnu flottere end sidste år og ønsker rigtig god tur i vintermørket.


Af Lene Holm
7. december 2021 | HaveblogNYHEDER

FacebookTwitterLinkedInEmail

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.