Påskeklokker i forårshaven
Påsken står for døren, og forhåbentlig bliver vejret så godt, at vi kan gå ud og nyde det i have og natur. Der er mange gøremål i haven om foråret. Roserne skal klippes, visne stauder skal væk, og køkkenhaven kan også klargøres. Men det vigtigste er, at vi husker at nyde de smukke blomster, der kommer frem overalt. Og nogle gange kræver det, at man lige stopper op og dvæler et øjeblik ved planterne.
Et godt eksempel på det er den smukke påskeklokke, Helleborus. Den er nært beslægtet med julerosen, men som navnet antyder, blomstrer de ikke helt på samme tid, selvom man stadig kan se enkelte blomster på juleroserne.
Påskeklokken kommer fra Grækenland, Tyrkiet og Kaukasus. Her vokser den primært i lysåbne løvskove. Mange af de sorter, vi kan købe i planteskolerne i dag, er hybrider, altså krydsninger mellem forskellige arter. Det er også derfor, vi kan få så mange forskellige farvevariationer. Men fælles for næsten dem alle er, at de har nikkende blomster, som det godt kan betale sig lige at vende om for at få et kig ned i selve blomsten. Det er nemlig oftest her, de er smukkest.
Påskeklokker er rimeligt hårdføre planter, der vil gro i de fleste jordtyper, så længe der ikke er stående vand omkring rødderne. Deres smukke blade er stedsegrønne og kan derfor ses året rundt. Efter en hård vinter kan de dog godt se ret triste ud, og så må man klippe dem væk. Når man planter sin påskeklokke, skal man helst være nogenlunde sikker på, hvor man vil have den. Den bryder sig nemlig ikke om at blive flyttet. Vælger man alligevel at flytte den, skal man være tålmodig, for det kan godt tage et par år, før den vænner sig til de nye omgivelser. Husk, at påskeklokken er giftig, og at plantesaften kan give hudirritation.
I Geografisk Have har vi desværre ikke mange påskeklokker. Men det er muligt at se en enkelt plante i Syvdalen (bed 154) ved stien under den gamle rødgran.
