Lise Nørgaard-Rosen

Den 1. januar måtte vi sige farvel til en af Danmarks fineste journalister og forfattere; Lise Nørgaard. Sendeflader blev ryddet, mindeord og mindeprogrammer er gået over skærmen i en lind strøm. Herfra vil vi naturligvis også gerne bidrage med et skriv. Men hvad har Lise Nørgaards dødsfald med en have at gøre? Haveartikler var så vidt vides ikke et af Lise Nørgaards stofområder. Men Lise Nørgaard var en af de danskere, der var så privilegeret at få en rose opkaldt efter sig. Selvom Lise Nørgaards store passion nok ikke var havearbejde, så har hun helt sikkert haft sans for æstetikken og skønheden i blomster. Og stolt og glad var hun i alt fald for at få en rose opkaldt efter sig.

En roses dåb

Rosen blev døbt af forfatteren selv på Dyrehavsbakken i 2017, da Lise Nørgaard endnu kun var 99 år. Rosen er en lyserød buketrose, som er fremavlet af Rosa Eskelund. Eskelund er en af Danmarks førende rosenforædlere, og hun er i øvrigt opvokset i Kolding. Efter sigende var Lise Nørgaard ikke helt tryg ved at hælde Champagne ud over sin rose, da den skulle døbes, og syntes vist det var bedre selv at drikke champagnen! Men døbt i Champagne blev den. Mens rosen dengang kun var opformeret i få eksemplarer, så kan den nu købes i de fleste havecentre. Den kan endda også fås i udlandet, hvor den sælges under sit andet og mere internationale navn ’The Matador’.

Endnu en “dansker” til rosensamlingen

Lise Nørgaard-rosen er en fin og sund rose med let duft. Den har tilmed fået guldmedalje i Schweiz efter en toårig afprøvning. Den er lyserød til pink og har den smukke runde form i blomsterhovedet, som giver et særligt frodigt udseende. Den bliver omkring 80 centimeter høj og skal, som alle andre roser, have masser af sol og næring. I Geografisk Have regner vi med at plante Lise Nørgaard-rosen til foråret, da den endnu ikke er i vores samling. Den vil slutte sig til en række af andre prominente rosensorter opkaldt efter kendte personligheder som Victor Borge, Ghita Nørby, Claus Dalby, H.C. Andersen med flere.

Skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler Niels Melballe.

(Foto: Rosa Eskelund)