Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Lærkespore

Lærkespore

Lige nu kan man rundt omkring i haver og skove se lærkespore, på latin Corydalis, blomstre. I Danmark har vi fire arter af lærkespore voksende vildt i naturen. Men faktisk findes der på verdensplan ca. 450 arter, og rigtig mange af dem bruges som haveplanter, simpelthen fordi de er så flotte. Plantens danske navn kommer af, at selve blomsten ligner bagtåen på fuglen; en lærkes fod.

Blandt anemone og kodriver

De to mest almindelige lærkesporer i Danmark er hulrodet lærkespore og liden lærkespore. De blomstrer nu i april og helt hen i maj, hvorefter de ret hurtigt visner ned og ligger i dvale indtil næste forår. I naturen vokser de i kalkrige løvskove sammen med anemone og kodriver. Vil man dyrke lærkespore i haven, er det vigtigste at jorden er fugtighedsbevarende uden at være decideret våd. Det kan også være en god ide at sætte lærkespore sammen med stauder, der blomstrer senere, og dermed kan dække ’hullet’ når lærkesporen er visnet væk.

Myrelegeme

De lærkesporer der vokser i Danmark er alle hvide eller lilla, men blandt de ca. 450 arter på verdensplan findes der også gule og blå lærkesporer. De fleste arter er ganske lave og bliver ikke mere end godt 20 cm høje. Når planterne afblomstrer, sætter de frø, og lærkespore er en af de planter, der benytter sig af at sprede sine frø med hjælp fra dyr. Frøene på lærkespore har nemlig et såkaldt ’myrelegeme’. Det er en lille dråbe af sød og fedtet substans, som tiltrækker myrerne. Myrerne slæber frøene med ned i deres bo, hvor frøene ret hurtigt begynder at spire.

Luges ikke

Nu skulle man måske tro, at du i Geografisk Have kun kan finde de hvide og lilla lærkesporer i Europa-området, men lærkesporen har forvildet sig ind i næsten alle af Geografisk Haves afdelinger. Myrerne er nemlig også flittige i Geografisk Have. Og vi nænner ikke at luge dem væk.

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.