Hestemynte // planter med dyrenavne

Vi fortsætter i denne uge med de sjove plantenavne, nærmere betegnet dem med dyrenavne. I denne uge faldt jeg over, at den fine staude hestemynte ’monarda’ er i blomst. Hestemynte er er en af de planter der har fået et dyrenavn, fordi den netop ikke er en mynte. Ved at give planter dyre tilnavne, har man kunne skelne mellem de planter der lignede og dem der rent faktisk er det de er!

Dyrenavne betyder “uægte”

Ja det lyder måske lidt kryptisk. Men det ses hos flere planter. For eksempel er hestekastanje ikke en rigtig kastanje, faktisk er de to slet ikke beslægtet. Hestekastanje har også et hesteskoformet blad-ar, og derfor har det nok ligget lige for, at kalde den hestekastanje. I tilfældet med Hestekastanje har det også altid været vigtigt at kunne skelne den fra ægte kastanje. Hestekastanje er nemlig ikke spiselig.

Mynteslægten

Hestemynte har alligevel flere ting til fælles med mynteslægten; For det første er den, som andre mynter, også en del af læbeblomstfamilien. Derudover dufter alle dens plantedele, som også er et kendetegn. Hestemynte kan man faktisk også spise, men den er primært blevet brugt til at lave te af. Smagen skal minde om bergamotte-citrus. Og så har den også været brugt som medicinsk plante.

En taknemmelig staude

Hestemynte kommer fra Nordamerika, hvor den primært vokser i enge og langs vandløb. Det er en fin og taknemmelig staude. Dens eneste ulempe er, at den helst ikke vil stå for tørt. Hvis den gør det, kommer der hurtigt meldug på den. Men ellers er den en virkelig fin og i øvrigt også bi-venlig staude, hvilket fremgår af dens amerikanske populærnavn ’beebalm’ (bi-balsam).

Glemmebogen

Kigger man i gamle havebøger under hestemynte, kan man undertiden se en gartner, der skriver at planten er absolut uundværlig i enhver have. Hermed videregivet. Hestemynte er nok en af de stauder, der er røget lidt i glemmebogen, sammen med mange andre stauder. Der er blevet længere mellem de store velplejede staudebede, som jo var obligatoriske i tidligere slægters haver. Men at den engang var meget populær vidner mange sorter om, som man stadig kan købe i planterskolerne.  

Og vil man se den i Geografisk Have, så er det i Krydderurtehaven, hvor man også finder andre lægeurter.


Af Maja Aaby Pedersen
20. juli 2021 | HaveblogNYHEDER

FacebookTwitterLinkedInEmail

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.