Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Græskar – og onde ånder

Allehelgensaften

I mandags var det allehelgensaften og selv i en spare-tid så var der uhygge for alle pengene! Selvom allehelgensdag har været en kirkelig mærkedag i mange år, så har den efterhånden fået et mere kommercielt præg, hvor børn og barnlige sjæle får mulighed for at kaste sig ud i en skøn blanding af hedenske traditioner og kristent arvegods. En af traditionerne er at lave lygter med skræmmende ansigter. Der er få planter, som i så høj grad knytter sig til én højtid som græskar. Ja, det skulle da lige være julens rødkål.

Hold genfærd og onde ånder væk

Græskar er blevet solgt i tonsvis; til lygter og dekoration foran hoveddørene. De store orange grøntsager har for længst overhalet roerne, som man brugte før i tiden. Det var inden inspirationen til at bruge græskar kom til Danmark fra USA. Og så smager indholdet sikkert også bedre end en roe. Og selvom deres formål er at holde genfærd og onde ånder på afstand, så er de nu også ganske hyggelige. Men ikke desto mindre var det jo en reel frygt i gamle dage, at onde ånder skulle tage bopæl i huset, så det var ikke den rene spas.

Cucurbita pepo

Græskars botaniske navn er i øvrigt Cucurbita pepo, og de kommer oprindeligt fra Syd- og Mellemamerika, hvor de har været dyrket i århundreder. Der findes derfor et hav af sorter, hvoraf nogle af de sorter, der får de største frugter, kan græskarrene veje flere hundrede kilo, hvis man dyrker dem efter alle kunstens regler. Det er planter, der skal have varme og masser af næring for at gro optimalt.

Dekoration og pynt

Her i efterårets rusk og regn og til tider også nattefrost, så holder græskarrene sig dog desværre ikke så længe. Men så nærmer tiden sig også, hvor vi skal til at pynte op med gran og kogler. Eller måske en lille staldlygte til et levende lys, nu hvor der skal spares på det elektriske.  Og mens vi nu er ved grøntsagerne og deres prydværdi, så er det selvfølgelig også muligt at bruge eksempelvis et grønkål som vinterdekoration udenfor.

Skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler Niels Melballe.