Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Aucuba

Stedsegrønt i haven

I vinterhalvåret kan haven hurtigt komme til at virke lidt trist og kedelig. Men hvis man rundt omkring har plantet nogle stedsegrønne planter, så kan det give haven et fantastisk løft om vinteren. En af de virkeligt smukke stedsegrønne planter, man kan plante er Aucuba. Den står med sine store flotte blade og ser helt eksotisk ud, måske fordi den minder lidt om den tropiske stueplante, der hedder Croton. Nogle kalder den på dansk paletblad, men det navn bruges faktisk allerede om en af vores almindelige stueplanter, så det kan let komme til at forvirre.

Klarer sig fint i Danmark

Aucuba kommer ganske vist også fra et lidt mildere klima end det danske, men den klarer sig ganske fint, hvis bare den står et sted, som ikke er alt for vindudsat og helst lidt i skygge. Aucuba japonica kommer, som navnet antyder, fra Japan men også fra det østlig Kina. I Danmark dyrker vi næsten kun den gulbrogede varietet, men selve arten er faktisk bare grøn. Den brogede type har dog altid været den, som folk syntes var mest spændende, og i dag ser man sjældent den almindeligt grønne til salg. Der findes ellers mange sorter af Aucuba med forskellige bladformer. Og det er primært bladene, der er det spændende ved planten.

Bær – med lidt held

Hos Aucuba findes der han- og hun planter. Blomsterne er små hvidlige og ret undselige. Man kan være heldig, at der kommer nogle få bær i efteråret, hvis man har både han og hunplanter. De er rubinrøde og på størrelse med en nød. De er meget smukke, men de er også giftige og er derfor kun til dekoration.

Aucuba i Geografisk Have

I Geografisk have kan du se forskellige sorter af Aucuba, de står i Japan afdelingen. Her kan du se både den almindeligt grønne og de brogede typer.  Der findes flere arter af Aucuba, men det er kun Aucuba japonica, der er almindelig i Danmark. I Geografisk have vil man dog fra næste sommer også kunne se Aucuba himalaica var. dolichophylla, som også kan gro i Danmark, og som haven for nyligt har indkøbt.