Den skulpturelle vandgran
Metasequoia glyptostroboides, også kendt som vandgran, er et smukt, kegleformet nåletræ. Modsat mange af de nåletræer, vi kender herhjemme, er vandgranen løvfældende. Dens bløde nåle skifter markant farve i løbet af vækstsæsonen fra spæd lysegrøn i foråret over mørkere grøn til rødgyldne høstfarver, inden den taber nålene i efteråret. Derefter står den kegleformede stamme nøgen med rødbrun bark. På de gamle træer har barken dybe fuger, der snor sig fra grenenes udspring.
Vandgranen får små runde kogler med kegleformet spids. Det er dog kun meget gamle træer, som får kogler. Derfor var det ikke før 2006, at man i Danmark så den første forekomst af kogler.
Uddød – eller hvad
Indtil 1944 troede man, at vandgranen for længst var uddød. Man kendte den nemlig kun fra fossile aflejringer i kullag fra den ældste del af æraen Kænozoikum – de nye dyrs tidsalder. Dvs. fra dinosaurernes uddøen for omkring 66 millioner år siden og frem til ca. 1,8 millioner år f.v.t. Men i 1944 genkendte man det levende træ i Centralkina. Træet er siden da blevet udbredt til både Europa og Amerika og har været dyrket i danske haver og parker siden 1948 til stor glæde for os nulevende pattedyr.
Williams yndlingstræ
I Geografisk Have, er vi alle vilde med vandgranen, som står flere steder i Kina-området. Men måske især havens yngste medarbejder, gartnerlærlingen William, har et særligt forhold til det smukke træ. I starten af 2010’erne var William nemlig sammen med sin klasse fra Brændkjærskolen med til at plante den lund af unge vandgraner, som vokser langs hovedstien i Kina-området.
”Dengang troede vi jo ikke, at træerne ville blive store i vores levetid. Det er vildt fedt at se, at der nu står en masse store træer. Jeg synes vandgranen et af de flotteste træer, fordi stammen snor sig, og når man rører ved barken, føles den blød. Og når træet taber nålene om vinteren, står stammen og troner som en skulptur” fortæller William med et smil, inden han går videre med dagens gøremål.
