Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Photinia Villosa

Et smukt lille træ

Efteråret byder på mange smukke oplevelser udenfor. Mange træer og buske lyser op i smukke farver, når planterne trækker energien tilbage ind i træet, inden det til sidst giver slip og lader bladene falde af. En af de mange smukke planter med efterårsfarver er håret glansmispel. Det botaniske navn er Photinia villosa, hvor ph udtales som f. Det er et fint lille træ, der kan passe ind i de fleste haver.

Stammer fra Østasien

Håret glansmispel kommer fra Østasien. Det vil sige Japan, Korea og store dele af Kina. Planten er det man kalder et lille træ eller en stor busk, fordi det allerhøjst bliver fem meter højt. Ofte vokser det op med en gennemgående stamme og bliver til et træ, men det kan også finde på at lave flere stammer fra bunden og få en mere buskagtig form. Nu ser håret glansmispel måske ikke så håret ud, men navnet refererer til, at den har små hår på undersiden af bladene, hvilket andre arter af glansmispel ikke har.

I form og størrelse kan det på mange måder minde lidt om vores hjemlige hvidtjørn – dog uden torne. Det vil helst stå i sol eller halvskygge og gerne på et sted, hvor der er læ.

Røde bær og hvide blomster

Om foråret springer det ud og blomstrer med en masse små klaser af hvide blomster. Senere kommer der små røde bær, som tit bliver siddende helt indtil jul. I efteråret kommer også de smukke gule, orange og røde farver som smukt suppleres af de røde bær. I Geografisk Have har vi flere eksemplarer af håret glansmispel. De står i Japan-afdelingen nord for Rosenhaven, og man kan også finde flere i Syvdalen.

Mange arter

Skulle man have fået lyst til at købe et eksemplar på planteskolen, så kan det være godt at vide, at der findes to andre arter af glansmispel, der også er smukke haveplanter. Faktisk kan betegnelsen ’mispel’ godt skabe lidt forvirring, fordi der både findes almindelig mispel, dværgmispel, bærmispel og glansmispel. Tilsammen dækker de over 15-20 arter af planter og endnu flere sorter, så derfor er mange gartnere mere fortrolige med de botaniske navne.

Skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler Niels Melballe.