Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Melicytus crassifolius

Væksthuset giver ly mod frost

Frosten i forrige uge var en hård omgang for haven. Især for de lidt mere sarte planter, som vi ellers har vænnet os til, kan gro i det milde vintervejr, vi efterhånden har fået i Danmark. Regionale forskelle spiller dog også ind, og Kolding ligger klimamæssigt hverken det varmeste eller koldeste sted i Danmark. I Geografisk Have er vi glade for, at vi har et væksthus, hvor de lidt mere sarte planter kan være. Også selvom flere af planterne nok ville kunne klare en mild dansk vinter udenfor, hvis de blev placeret rigtigt.

Den smukke Melicytus

En af de planter, der kan klare en anelse frost, er den smukke, men i Danmark ukendte, Melicytus crassifolius, som altså ikke har noget dansk navn endnu. På engelsk kaldes den træ-viol. Den ligner ikke umiddelbart en viol, men den hører ikke desto mindre til violfamilien. De meget små gullige blomster har nemlig samme opbygning som violer. Den er en stedsegrøn busk med tynde hængende grene, der i øjeblikket er fyldt med små hvide bær. Med dens fine små blade og smukke bær minder den mere om mistelten.

Oprindeligt fra New Zealand

Melicytus kommer fra New Zealand og vokser i et klima, der normalvis er lidt varmere end det danske. Og den vil sikkert ikke kunne klare en god gammeldags dansk vinter med masser af frost og kulde. Den vil dog nok kunne klare sig under milde europæiske forhold, hvilket vi kan se, fordi den blandt andet gror udendørs i den botaniske have Kew ved London i England.

Melicytus i Geografisk Have

I Geografisk Have kan du som sagt se den i Væksthuset, hvor den gror op ad væggen. Her virker planten meget høj, fordi den har fået støtte til at gro op ad, men står den frit, vil den typisk kun blive op til et par meter høj. Der er så vidt vides ingen planteskoler i Danmark, der endnu har fået øjnene op for denne fine plante, men ved lidt grundig internet-søgning skulle det være muligt at finde nogle frø. Det kan være en fordel at have flere planter, hvis man ønsker bær, da Melicytus har en tendens til at have hun- og hanplanter.