Spirende drømme
For mange af os begynder det efterhånden at krible i fingrene efter at komme i gang i haven igen. Men det er stadigvæk begrænset, hvad vi kan lave derude. Til gængæld kan vi planlægge den kommende sæson. Det første skridt, i at lade drømmen om en smuk sommerhave spire, begynder med, at man beslutter, hvad der skal sås. Personligt synes jeg, at det er fantastisk at gå på jagt i de forskellige frøkataloger og hjemmesider både med frø, løg og knolde. Og lige så spændende er det at udvælge og sortere i alle de frø, som jeg selv har høstet sidste år.
Gå på jagt i Geografisk Haves frøposer
I Geografisk Have lancerede vi sidste år salg af et frøsortiment i samarbejde med Samsøfrø. Det har vi i år udvidet til at bestå af 14 forskellige slags frø. Sortimentet består af stauder og enårige blomster, der er nemme at dyrke. En af årets nyheder er den gule Cosmos-sort ’Xanthos’. Det er en fin sommerblomst, der vakte en del opsigt, da den dukkede op i frøsortimenterne for nogle år siden. Cosmos eller stolt kavaler, som den også kaldes, plejer nemlig at være hvide, lyserøde og pink. Men sorten ’Xanthos’ er sart lysegul og har desuden det fortrin, at den udvikler flere kronblade end mange af de andre Cosmos sorter.
Skab Cosmos i haven
Cosmos er en af de sommerblomster, der næsten hvert år når gennem nåleøjet, når der skal vælges sommerblomster i min have. Cosmos er i mine øjne nemlig en af de nemmeste og fineste sommerblomster. De er også gode at plante i køkkenhaven mellem grøntsagerne, hvor den både er med til at give lidt farve og samtidig er god til at tiltrække svirrefluer og bier. Normalt kan Cosmos godt blive ret høje og kan derfor få brug for støtte, men faktisk bliver ’Xanthos’ ikke så høj, så det behøver man heller ikke tænke på.
Blomstrer til det sidste
Cosmos eller stolt kavaler kommer fra Mexico. De trives derfor bedst i solen, hvor der ikke er for fugtigt. Men derudover er stolt kavaler en ualmindeligt nem, enårig sommerblomst af dyrke. Når først den blomstrer, så bliver den ved, lige indtil den første frost kommer. Den står derfor tit som en af efterårshavens mest stolte blomster.
Ugens haveklumme er skrevet af Gartner og Kultur- og Naturformidler, Niels Melballe.