Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Arum // Den nådesløse plante

Arum // Den nådesløse plante

I denne tid kan man rundt om i haverne og naturen, se nogle sjove stilke med skinnende orange bær, som stikker op af jorden. Det er de smukke frøstande fra Arum. Der findes flere arter, der ligner hinanden rigtig meget og selvom de har forskellige danske navne, så bliver de tit blot kaldt dansk ingefær. Men faktisk vil man lige så ofte stå og kigge på en Italiensk ingefær (Arum italicum) som en dansk ingefær (Arum alpinum) eller for den sags skyld en plettet Ingefær (Arum maculatum).

“Dansk ingefær”

Alle de nævnte arter kan man finde i Danmark, enten i haver eller i naturen. De trives nemlig alle sammen fint under danske forhold og spreder sig ved hjælp af frø. Men det danske navn er i de seneste år blevet kritiseret meget. For dansk, plettet og italiensk ingefær er alle giftige og har intet med rigtig ingefær at gøre. Ægte ingefær er en tropisk plante, hvis knolde er spiselige, og som ikke kan tåle en almindelig dansk vinter. Er man derfor ude at sanke mad i naturen, skal man altså ikke lade sig snyde af navnet. Derfor er man altså begyndt at kalde planterne ved deres latinsk navn Arum.

Farlig bestøvning

Arum blomstrer i foråret med en stor blomst, som dog er ret farveløs og tit gemmer den sig mellem plantens blade, som til gengæld kan være meget smukke. Når blomsten er blevet bestøvet, visner bladene væk og efterlader kun den afblomstrede stilk tilbage. På den udvikler der sig de skinnende orange bær som vi kan se i øjeblikket. I øvrigt har Arum en fascinerende måde at lade sig bestøve på. Den lokker små insekter til med sin lugt. Men for at komme ned til blomstens nektar, må insektet passere en lille tragt besat med nedadvendte stive hår. Herfra kommer den ned til nektaren hvor planten bestøves. Og så er insektet faktisk fanget og vil i mange tilfælde ende sine dage i bunden af blomsten udmattet af forsøg på at komme ud igen. Sådan er naturens verden nogle gange ganske nådesløs.

Nok se men ikke spise

Trods sin makabre bestøvningsmetode, er Arum en smuk og særdeles nem haveplante, men som sagt: lad være med at spise den! Arum kan ses flere steder i Geografisk Have, blandt andet i Læge- og Krydderurtehaven fordi den i middelalderen blev brugt medicinsk.

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.