Busken med de blå safirer
Der findes rigtig mange planter som er værd at dyrke i en have. Nogle bliver populære mens andre fortaber sig i glemsel. Lige nu står flere buske med en mangfoldighed af frugter og bær i alverdens farver. En af de buske, der nok hører til sidstnævnte kategori, er safirbær Symplocos paniculata.
Overraskende efterårsjuvel
Safirbær er en af de planter, der også i Geografisk Have lever en lidt anonym tilværelse. Den ligner på mange måde en almindelig grøn busk og blomstringen, der kommer sidst på foråret er egentligt heller ikke prangende, selvom den godt kan have mange blomster. De ligner lidt blomsterne på liguster – små kvaste af hvide blomster. Men det særlige ved safirbusken opstår, når den begynder at bære frugt. Her kommer de smukkeste, små kobolt-blå bær frem, der skinner i solen som små safirer. Desværre synes fuglene også at bærrene ser lækre ud, så fornøjelsen er somme tider ganske kort. Og glemmer man at holde øje med busken, kan man godt komme for sent til det flotte syn.
En mulig Aksel Olsen indførelse
Slægten symplocos består af omkring 250 arter, hvoraf mange vokser i Asien og Australien. Hvornår safirbær første gang kom til Danmark er lidt usikkert, men det er muligt at det var da Aksel Olsen indførte den i sin planteskole i 1926. Safirbær vokser i et stort område af Asien, fra Himalaya over til Japan. Den bliver en ca. mandshøj, opret busk under danske forhold, men kan under varmere himmelstrøg godt blive højere. Den er desuden ret hårdfør og tørketålende.
Og han kiggede på safirerne
I Geografisk Have kan man se safirbær i skyggen under duetræet i Kina-området. Egentligt burde den stå mere i solen så bærrene kom mere til deres ret. Det er også en fordel at have to buske tæt på hinanden, hvis man vil have flere bær, for buskene hjælper med at bestøve hinanden.
