Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Noget om enebær

Noget om enebær

På denne årstid kan det nogle gange være lidt svært at finde på emner til haveklummen. Men idéen kom til mig, da jeg i weekenden skulle købe gin til en gave. Der findes mange forskellige slags gin, men fælles for alle rigtige gin er, at de indeholder enebær!

Så går vi rundt om en enebærbusk i den vilde danske natur

De fleste har hørt om enebærbusken i børnesangen ’Så går vi rundt om en enebærbusk’, men måske er ikke alle klar over, at der også vokser enebær vildt i den danske natur. Der findes mange arter, men i Danmark vokser der kun én art, nemlig Juniperus communis. Den vokser mest i det åbne, tørre landskab, på heder og overdrev.

Blød eller stikkende

Enebær har været brugt til mange forskellige formål, såsom lægemiddel mod dårlig nyre, blærebetændelse og pest. I dag bruges det mest som krydderi i mad og som prydplante i haver. Vi bruger også nogle arter som pyntegrønt til jul, men sjovt nok er det man kalder ’blød enebær’ ofte slet ikke enebær, men en art af cypres, som importeres fra udlandet. De fleste ægte enebær stikker nemlig.

Populær i 70’erne

I haverne ser man tit enebær som en prydbusk. Den er ganske vist ikke brugt helt så meget som den eksempelvis var i 70’erne, hvor de fleste haver havde enebær stående. De seneste år er mange enebærarter desværre begyndt at få sygdomme og dø. Vi ved ikke præcist hvad der er på spil, men nogle mener at det er klimaforandringernes milde vintre og våde somre, som er skyld i det.

Væksthuset

Enebær vokser over det meste af den nordlige halvkugle og kan derfor findes i både Europa, Asien og Nordamerika. Der er nogle få arter som kommer så langt sydfra, at de ikke trives med frost. Det gælder blandt andet middelhavsenebær Juniperus oxycedrus som man kan se over døren i Geografisk Haves bagerste Væksthus. Derudover kan man se flere forskellige arter og sorter i havens Kina-område.

Her kan du læse en klumme om cypres