Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Mos i skoven og haven

Mos i skoven og haven

Hvem er ikke på udkig efter flot mos her op til jul? Det passer godt til juledekorationerne eller smukke kranse. Af samme grund, er der også en del skovejere, som har gunstige forhold for at kunne høste mos, da de medtænker det som en nicheproduktion i det øvrige skovbrug. Specielt i fugtige nåleskove kan der være grobund for store mængder af mos, som kan høstes cirka hvert fjerde år og sælges.

Fugt

Der findes mere en 600 forskellige arter af mos i Danmark. De fleste arter af mos vokser i skov, fordi skoven er fugtig. Dog er der ikke mange mosser der betegnes som ”skovplanter”, fordi de ikke udelukkende vokser i skov. Ligesom lav, er mos en plante uden rødder. Den optager vand direkte gennem sine cellevægge. Derfor kan de ikke tåle at tørre ud.

Tørke

Og så alligevel – mos kan faktisk godt tåle at tørre ud i lange perioder. De vokser bare ikke og er nærmest døde, men når de så bliver våde igen, liver de op og vokser videre. Prøv selv at tage en helt indtørret tot mos, og dryp vand på den. Så vil du se at det ”vokser”, og suger vandet ind i sig som en svamp. Efterfølgende kan man få det til at vokse videre.

Mos alle vegne

Selvfølgelig – ingen regel uden undtagelse. Der findes også mosser der vokser på helt tørre steder som ikke behøver et fugtigt miljø. Mos vokser nemlig overalt; på jorden, på sten, på levende og døde træer og på hustage og fliser… Og i vores græsplæner, hvor mange vælger at bekæmpe mosset.

Japansk mos

I japanske haver forholder det sig dog anderledes. Her bekæmper man græsset og andre urter, for at få mosset til at gro og trives. Og ved en hurtig søgning på nettet, kan man finde billeder af udsædvanligt smukke, japanske moshaver. Vores eget Japan-område i Geografisk Have indeholder af samme grund også meget mos. En del af vores træer i Japan, har mostæpper voksende rundt om sig, som de gør i Japanske haver. Og mosset står særligt flot i vinterhalvåret, hvor det lyser grønt. Her i Haven må man dog ikke samle mos – kun kigge. For at samle mos til sin egen juledekoration, skal man gå i en offentlig skov.

Her kan du læse en klumme om lav