Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

KOREA AZALEA

Rhododendron schlippenbachii /// Den er en af de mest almindelige buske i Sydkorea. Dens udbredelse strækker sig dog til det nordøstlige Manchuriet, dele af nordøst Kina og i Japan i Hokkaido. Den vokser på stenede skråninger, i lyse skovområder op til 1900 m højde, men også gerne direkte i solen, hvor den tåler en rimelig udtørring. Under hjemlige forhold bliver den op mod 5-6 m, men herhjemme bliver den maksimum 2 m. Den har fået sit navn efter plantesamleren admiral von Schlippenbach, som indsamlede planten på østkysten af Korea i 1854. R. schlippenbachii er en af de smukkeste løvfældende Rhododendron.

Oprindelse/udbredelse: Det var en missionær Østergård, der hjembragte i 1927 to frøkapsler af planten, som Aksel Olsen såede samme år, og planterne blomstrede første gang i 1934. Der står et meget fint eksemplar af Rhododendron schlippenbaccii i Geografisk Have i Japanafdelingen i Syvdalen. De fine sart lyserøde blomster med lange støvdragere kommer, inden bladene springer ud. En meget fin og elegant blomst, som kun kan imponere, selv om den ikke er særligt prangende. Bare helt enkel og smuk i sin udformning. Den står fint beskyttet i Geografisk Have med mange overstandere, hvor den derfor klarer sig godt.

Blomsterne kommer før end løvet. Med forårssolens varme og begyndende næsten frostfrie nætter bryder de skålformede, næsten flade, lys rosa blomster frem fra de mørkrosa knopper. Blomsterfarven kan variere fra næsten hvid, og til mørk rosa. Blomsterne sidder i samme knop som løvet, der fremkommer senere. Der er 3-6 blomster i klasen med 10 elegant svungne lange støvdragere, og en endnu længere griffel. Alle med små bitte kirtelhår. I sjældne tilfælde er blomsterne svagt duftende, men det kræver en god portion varme for at opfatte duften! En speciel ting ved løvet er den kransstillede placering som eger i et hjul. Om efteråret skifter løvet farve fra grønt over gylden orange til citrongult.

Den engelske rhodododendronspecialist Peter Cox beskriver den i sine optegnelser som en af de 12 bedste!

Geografisk Have:

Rhododendron_koreaazalia

Kilde: Niels Skjøldberg, specialist i Rhododendron. Skrevet på foranledning af ”GEOGRAFISK HAVE” i Kolding til årbogen 2006