Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Almindelig vedbend

Almindelig vedbend 

En plante som mange haveejere i forvejen kender, er ”Almindelig vedbend” (Hedera helix), eller efeu som den også kaldes. Sammen med ”Almindelig gedeblad” er det en af de eneste oprindelige klatreplanter, som er i den danske natur. Vedbend er usædvanlig god i haven, hvis man vil lave et stedsegrønt hegn. Den bruges også som grønt bunddække, for planten kan dække store områder på jorden, mens den leder efter egnede steder at kravle op. Vedbend har nogle rødder, der hæfter sig fast til det træ, den mur eller evt. den klippe, som den klatrer op ad. Den kan klatre helt op til 30 meters højde, hvis forholdende er gode.

Sen blomstring

Selvom de fleste haveejere kender vedbend, er det nok mest de stedsegrønne blade man forbinder planten med, og ikke så meget dens blomster, som ellers er ret specielle. Alene blomstringstidspunktet er særligt. Vedbend blomstrer nemlig i september og oktober måned. Nogle gange kan man sågar finde blomster fra vedbend helt hen i november og december måned.

Kig op! Der er fyldt med insekter

Vedbend er i naturen kilde til mad for årets sidste insekter. På varme dage i efteråret, kan man finde blomsterne fulde af spyfluer, svirrefluer og gedehamse. De sidder og mæsker sig, for blomsterne indeholder store mængder nektar. I naturen er det kun de vedbend der formår at komme til tops, der blomstrer. Planten skal nemlig have sol for at kunne blomstre. Derfor skal man kigge højt op efter blomsterne, og derfor lægger vi ikke så meget mærke til dem.

Et summende syn i Syvdalen

Men gartnere har lavet stiklinger af blomsterne, som man kan købe på planteskolerne. Det er blevet til en variant, som hedder ”hedera helix arborescens”. Denne busk har ingen hæfterødder, kun blomster. Sådan én har vi i Geografisk Have, som er stor og meget gammel. Den vokser i starten af den Europa-området, hvor den vokser tæt op ad Aksel Olsens mindesten. I disse dage summer det helt vildt med spyfluer, gedehamse og svirrefluer i blomsterne og man kan tydeligt dufte den lidt kvalme lugt som blomsterne har. Så hvis man vil hjælpe insekter i haven sent på året, er en blomstrende vedbend et ”must have” i enhver have.

Læs om en anden klatreplante almindelig gedeblad her.

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.