Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Vinterblomstrende mahonia

På denne tid af året er det virkeligt ikke nemt at finde noget der blomstrer. Især ikke hvis der er sne og frost. Men indtil videre har vi jo haft en ret mild vinter, og det har givet nogle af de få haveplanter, der blomstrer om vinteren, mulighed for at vise, hvad de kan.

Asiatisk variant, der også er stedsegrøn

En af disse er Mahonia. Mere specifikt er der tale om nogle bestemte Mahonia, for den nordamerikanske mahonia, som er den mest almindelige i Danmark, blomstrer nemlig ikke nu. Men nogle af de asiatiske gør. De står med gule blomster og knopper lige nu, og som regel kan de stå og blomstre ganske længe. Til med er de også stedsegrønne. Det vil sige, at de har grønne blade om vinteren.

Denne mahonia har i øvrigt ikke noget at gøre med de mahognimøbler, som en periode var meget populære. De er tropiske træer, som ikke vokser i Danmark og botanisk hedder de Swietenia.

Spiselig med smukke blå bær

Netop fordi de blomstrer på dette tidspunkt, og fordi de har store stedsegrønne blade, skal man tænke lidt over, hvor man planter dem. De bliver absolut smukkest, hvis de står lidt beskyttet og i læ. Til danske haver er det formentligt hybriden Mahonia x media der er det mest hårdføre valg. Der findes en række sorter, hvis blomstringstider ligger fra sent efterår til tidligt forår. Hvis man har mere end én plante til at bestøve hinanden, så vil der efter blomstringen også komme smukke blå bær. De er spiselige, men personligt synes jeg ikke, de er nogen stor kulinarisk fornøjelse.

I familie med berberis

Mahonia er meget nært beslægtet med berberis, og der har været meget diskussion blandt botanikere, om slægten skulle lægges ind under denne. I dag anerkender de fleste botanikere dette, og vi vil derfor måske snart begynde at se i planteskolerne, at Mahonia pludselig hedder Berberis. De fleste mahonia har dog beholdt deres epitet, det vil sige efternavn. Men én undtagelse er dog Mahonia x media, som nok fremover bliver kendt som Berberis x hortensis.

Geografisk Have har et lille ret nyt eksemplar af Mahonia x media, som ikke umiddelbart gør planten retfærdighed, da den er flottest, når den er blevet større. Det kan ses nyplantet ved dahliaskoven.

Læs mere om en anden hårdfør vinterplante, vedbend, her: https://geografiskhave.dk/vedbend/

 

Haveklummen er skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler Niels Melballe.

Foto: Geografisk Have