Vildt fuglefoder vokser i haven

Om vinteren er fuglefodring en yndet hobby i haverne. Det er fantastisk at kigge ud af vinduet og kunne betragte grønirisk, musvit, solsort, blåmejse og skovspurv, der mæsker sig i lækre frø, fedtkugler og gammelt brød. Måske kan man endda opleve dompap, spætmejse, spætte, halemejse eller sumpmejse. Afhængig af hvor man bor, hvad man fodrer med og hvordan ens have er indrettet.

Indret din have med bær

Og for at tage fat i det sidste ”hvordan ens have er indrettet”, så kan man jo indrette sin have efter hvad fuglene godt kan lide at spise naturligt om vinteren. De overvintrende småfugle spiser i høj grad bær og frø, som er naturligt forekommende i have og landskab.
Man kan eventuelt plante en tjørn. De små røde bær giver god naturlig mad til fuglene hen over vinteren. Andre buske, hvis bær bliver hængende i lang tid, er slåen eller havtorn. Slåen er en ingrediens til en god kryddersnaps. De fleste der laver slåen snaps ved, at man skal konkurrere med fuglene om at plukke bærrene først.

Plant træer og buske med bær

Havtorn har bær der sidder på busken i lang tid og er god kilde til naturlig føde for fuglene. Især solsort og andre drosler gerne mæsker sig i æbler. Man kan vælge at lade nogle gode æbler sidde til fuglene, i stedet for at plukke dem alle til sig selv.
En række andre attraktive træer kan være bøg, takst, røn eller kristtjørn. De får frø eller bær som forskellige fugle spiser om vinteren.
Hvis man vil tiltrække den usædvanligt smukke fugl, stillits, skal man lade være med at luge alle sine tidsler væk om sommeren. Tidslerne får smukke blomster, som man lader stå og indtørre og visne. Om vinteren er stillits nemlig specialist i at få frøene ud fra de visne tidslers blomster.

Pointen er ganske enkelt, at man kan tænke over hvordan man indretter sin have om foråret og sommeren, hvis man godt kan lide at nyde fuglene om vinteren. I Geografisk Have har vi mange af de nævnte træer og buske flere steder i haven. De danner ramme om det kvidrende fugleliv, som man kan opleve også om vinteren, så der er masser af gode oplevelser i vente på en frisk vintertur i haven.


Af Rune Kjærgaard Lange
13. januar 2020 | Haveblog

FacebookTwitterLinkedInEmail

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.