Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Uægte papegøjebusk – Parrotiopsis jacquemontiana

Den uægte papegøjebusk – En overset skønhed og historien bag den

Tæt ved Geografisk Haves indgang, lige ved siden af regnvejrshytten, står der i Himalayabedet en stor, smuk busk, som blomstrer i disse dage. Den har desværre ikke noget dansk navn og vi må derfor bruge det ikke helt så mundrette botaniske, nemlig Parrotiopsis jacquemontiana. Slægtsnavnet betyder ’den papegøjelignende busk’ og man kunne derfor måske på dansk give den navnet ’uægte papegøjebusk’.
Planten er i familie med troldnød og ved nærmere eftersyn, kan man godt se ligheden.

Parrotiopsis jacquemontiana

Det lidt kringlede artsnavn stammer fra Frankrig. Arten er nemlig opkaldt efter botanikeren og geologen Victor Jacquemont, som levede fra 1801 til 1832. Men hvordan er det lige gået til, at en mand der ikke nåede at blive mere end 31 år, fik ikke bare én, men flere planter opkaldt efter sig? Fordi Victor Jacquemont bestemt heller ikke var nogen helt almindelig mand. Han kom fra det intellektuelle borgerskab i Paris, men rejste til USA i en ung alder, fordi han var modstander af Napoleon. Han kendte mange kunstnere og videnskabsfolk. Blandt andet var han gode venner med Thomas Dumas, som var forfatteren bag ’Greven af Monte Cristo’. Victor Jacquemont kendte også nogle af tidens førende botanikere i Frankrig, så da han, efter at have været vendt tilbage fra USA, blev tilbudt at rejse til Indien og Himalaya for Frankrigs Botaniske Have, tøvede han ikke. Men turen blev desværre hans endeligt. Fire måneder efter hans 31 års fødselsdag, døde han af kolera og udmattelse ovenpå flere års rejse rundt i Himalaya. Han kunne formentlig være blevet en meget stor og anerkendt forsker, og det materiale han nåede at lave i Asien, inden han døde, vidnede om et stort talent.

En nem og smuk busk

Parrotiopsis kommer fra det vestlige Himalaya, hvor Jacquemont rejste rundt. Det er en nem og nøjsom plante, som man ikke umiddelbart ligger mærke til. Men besøger man Geografisk Have, og går helt tæt på busken, opdager man de fine blomster, der minder lidt om hvide franske anemoner. Hvorfor denne busk aldrig er blevet mere udbredt i de danske haver er uvist, for det er ikke en busk, der er svær at dyrke, når blot den plantes i en neutral og fugtighedsbevarende jord.

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.