Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Traditionelt juletræ?

I rigtig mange hjem står der i december et juletræ. I Danmark er nordmandsgran det mest populære, mens det tidligere var rødgran, man brugte mest. Efterhånden vinder også kunstige juletræer frem. Mange af os, mig selv inklusiv, synes måske, at det er mest hyggeligt med et ægte juletræ. De dufter godt og den årlige kamp med at få dem skåret til, så det ikke er for højt og passer ned i juletræsfoden, er måske også blevet lidt af en tradition.

Serbisk søjlegran

I min familie har vi i mange år holdt os til det helt traditionelle nordmannsgran. Men sidste år viste der sig en mulighed for at få et juletræ i serbisk søjlegran (Picea omorika) som er en slægtning til rødgran. Og det var faktisk rigtig fint. Træet havde stået i en have og skulle alligevel fældes, så hvorfor ikke udnytte det, fremfor et dyrket træ, der har stået på en mark.

Alternativer til nåletræer

For et par år tilbage tilbød en midtjysk kommune, at man måtte komme ud på heden og fælde klitfyr, gyvel og glansbladet hæg, som man kunne bruge som juletræer og samtidig gøre en god gerning ved at holde heden fri for uønskede træer. Måske kræver det lidt overvindelse at bruge et nøgent løvtræ som juletræ – for helt ærligt så skal der måske en ret kreativ person til at gøre det smukt. Men om ikke andet så er der mange muligheder, hvis man vil have et alternativt juletræ.

Større variation i USA

I USA bruges der langt flere forskellige arter af nåletræer som juletræer. Her bruges både ædelgran, fyrretræer, cypres samt douglas-, blå-, og rødgran. I Danmark kan man i planteskoler købe mange af disse træer i mindre pottestørrelse til at plante i haven. Hvis man kun har sit træ stående kortvarigt indenfor, mindre end 14 dage, og man husker at vande det, så kan det sagtens plantes ud i haven bagefter. Her kan det så få lov at stå i nogle år, og derefter kan det måske fældes og bruges endnu en gang, ligesom den serbiske søjlegran, jeg selv havde fornøjelsen af at pynte hjemme i stuen sidste år. Sidste stop for juletræet kan så være som foder til gederne i Geografisk Have, som elsker nåletræer.

Så der er masser af muligheder. Juletræet behøver ikke være det samme hvert år. Der er rig mulighed for at variere.

 

Haveklummen er skrevet af Gartner og Natur- og Kulturformidler Niels Melballe.
Foto: Geografisk Have