Det er blevet efterår og træerne bugner med frugter og frø. I år har været et oldenår og både eg, bøg og hassel har bugnet med frugt. Lidt usædvanligt gælder det i år også flere af de mere eksotiske arter, såsom magnolia. Det er ellers ikke mere end to år siden, vi sidst havde oldenår. Det kan være både smukt og fascinerende at se. Så der er god anledning til at tage ud i naturen og se på efterårets overflod.
Frø fra træer kan sås her i efteråret
Måske kan man også tage et agern eller frø med hjem og prøve at så det. Normalt er frøsåning ellers noget, man forbinder med forår. Men mange træer og buske -især de hjemmehørende – kan man sagtens så nu. Hvis man sår dem udendørs enten direkte i jorden eller i en potte og lader dem være, vil frøene blot ligge og vente på, at det bliver forår igen. Nogle frø er endda så fantastisk indrettet, at de ikke vil spire, før de har fået en længere periode med kulde. På den måde risikerer de ikke at sende en skrøbelig lille spire op midt i vinterkulden.
Nogle frø skal også renses, inden de kan spire. Tager man for eksempel et bær fra en hvidtjørn og ligger hele bærret i jorden, så vil den være meget længere om at spire, end hvis man renser frugtkødet af, så der kun er det rene frø i jorden.
Oldenår
Der er meget overtro og varsler forbundet med oldenår. Det siges blandt andet, at oldenår varsler en hård vinter, men årsagen er nok nærmere, at vi havde et godt og mildt forår, da træerne blomstrede. Som klimaet er i disse år, kan vi næppe forvente hverken isvinter eller hvid jul. Men frøene, der er faldet i år, skal nok ligge klar til at spire næste forår og blive til nye planter alligevel.
Nyd efterårsfarverne lige nu!
Som sagt, er det ikke kun danske træarter, der har haft god frugtsætning. Overfloden gælder også mange af vores haveplanter og både magnolie, dværgmispel og paradisæbler bugner i år og bidrager til alle de smukke høstfarver. Så er der god grund til at benytte en tørvejrsdag til at tage ud og se på det smukke farveorgie.
Frugten af Magnolia kobus, som vises på billedet, kan ses nord for Rosenhaven langs stien.