Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Lys i den store Vingevalnød

Lys i den store Vingevalnød

I Geografisk Have kan man netop nu opleve lys i en håndfuld forskellige træer, når mørket falder på. Der er også lys i en af Havens bambuslunde, nogle rhododendron og desuden en lysskulptur, som man kan dreje på. Fælles for de belyste steder er, at der er gamle træer og buske, som giver muligheden for at fortælle om planternes historie.

En ikonisk kæmpe

Et af de træer der er lyst op, er ret ikonisk i Geografisk Have. Det er vores Kinesiske Vingevalnød, Pterocarya stenoptera. Havens største vingevalnød. Det står i Kina-området, lige før man kommer ned til Grotterne. Træet er i familie med valnød, men det giver ingen nødder. Til gengæld får det nogle udsædvanelige smukke grønne blade og nogle meget karakteristiske frøstande, der hænger som snore ned fra træet.

Andre vingevalnøddetræer

Vi er ret sikre på, at dette træ, er et af de største af sin slags i hele Danmark. Der findes også andre vingevalnøddetræer, f.eks. Kaukasisk Vingevalnød og Japansk Vingevalnød, som også vokser i Geografisk Have. Kaukasisk Vingevalnød, er nok den art af vingevalnøddetræer, der er mest almindelig i botaniske anlæg og haver i Danmark. Det eksemplar vi har, er dog ikke nær så stort som den Kinesiske Vingevalnød, der er en del af lysoplevelsen “Nyt Lys på Gamle Træer, i Geografisk Have.

Masser af plads til et solitærtræ

Kaukasisk og Kinesisk Vingevalnød har en vækst, farver og frøstande der minder om hinanden. Fælles for dem er, at de bliver kæmpestore. De har en masse store stammer, der skyder op fra jorden og breder sig ud. Deres krone er virkelig massiv. Derfor kan man på de fleste planteskoler, der sælger dem, læse at træet næppe egner sig til en almindelig have. Det skal stå solitært, have masser af plads omkring sig og så kan det godt lide at vokse på fugtige steder.

Se træet med nye øjne

Med lys på træet i hele december og januar, sætter vi fokus på både træets flotte stammer og størrelse. Og man kan prøve at forestille sig hvordan de kinesiske skove må se ud, hvor Kinesisk Vingevalnød dominerer. Vi håber at I vil kigge forbi og nyde dette spektakulære træ, og se på det med nye øjne i mørket – måske på en frisk juletur i haven, som har åben alle dage fra kl. 10-18.