Sensommerblomstrende busk
Her i sensommertiden er der rigtig mange stauder, som blomstrer smukt. Én af dem er den skønne lægekvæsurt (Sanguisorba officinale). For en gartner i Geografisk Have er denne staude noget nær ideel. Man mener nemlig, at lægekvæsurt har været så tilpasningsdygtig, at den findes naturligt i stort set alle lande på den nordlige halvkugle. Det er ganske vist ikke fuldstændigt sikkert, at den også er hjemmehørende i Danmark. Men sikkert er det, at den har været dyrket i Danmark i mange år. Det kan derfor ikke udelukkes, at de få vilde bestande, vi har i dag, kan være undsluppet fra klosterhaver og lignende steder. Det er nemlig en gammel lægeurt, der gennem tiden har været brugt mod en lang række sygdomme. Og faktisk er det ikke kun en gammel skrøne, at planten har medicinske stoffer i sig; nyere forskning har nemlig bekræftet, at den faktisk har medicinsk effekt. Dens latinske navn Sanguisorba er en hentydning til, at man i gamle dage brugte den mod blødninger.
Rigtig god til buketter
Men lægekvæsurt er også en rigtig fin prydplante i haven og til buketter. Blomsterne er på ingen måde prangende, men anderledes end mange af havens andre blomster. De små røde aks af blomster, der sidder for enden af de tynde grene, ser næsten ud som om, at de svæver i luften.
Fordringsløs og nem staude
Lægekvæsurt er som sagt ret tilpasningsdygtig og er derfor ret fordringsløs. Den bliver dog absolut flottest i en god næringsrig jord på en lys og solrig placering. Under de optimale forhold vil nogle sorter kunne blive mandshøje. Man kan dog få nogle sorter, der ikke bliver så høje. Hvis man er til planter med hvidbrogede blade, så findes lægekvæsurt også i sådan en udgave.
Der findes flere arter af slægten Sanguisorba, der kan dyrkes i danske haver. Du kan lige nu se lægekvæsurt i Geografisk Have, hvor vi lige nu primært har den stående i Kinaafdelingen, selvom den med god ret kunne stå i både Nordamerika, Europa, Sibirien, Japan og Korea.
Skrevet af: Gartner og Natur- og kulturformidler Niels Melballe*
Foto: Geografisk Have