Under tiden hænder det, at man støder på en plante, som man egentligt godt kender, men som man pludselig ser i et nyt lys, fordi de står i en anden sammenhæng, end man før har set den.
Kendt som lægemiddel helt fra middelalderen
Sådan har jeg det lidt med lægekulsukker, som jeg for nyligt så voksende vildt i en grøft. Den hører til rubladfamilien, hvilket man også tydeligt kan mærke, hvis man rører ved bladene. Lægekulsukker er en gammel kulturplante, som man mener er indført til Danmark i vikingetiden. Den har været brugt som lægemiddel langt op i tiden – og visse af de stoffer, der findes i lægekulsukker, bruges den dag i dag i lægemiddelindustrien. Den har været fast inventar i alle klosterhaver og apotekerhaver, fordi den var kendt som ét af de bedste midler til sårheling og brækkede knogler. I middelalderen var den endog så kendt for at få huden til at hele, at man mente, den også kunne hele en sprængt mødom.
God til naturprægede haver
I dag bruges lægekulsukker kun som prydplante og som en god plante at tilføre i sin kompost, fordi den indeholder kalium. Det er en nem og livskraftig plante, som man kan høste flittigt af, uden at den tager skade af det. Den egner sig derfor også godt til haver med et mere vildt eller naturagtigt præg. En fætter til lægekulsukker, som også har været brugt meget i Danmark, er foderkulsukker som man har brugt til husdyrfoder. Kulsukker er også en populær plante for mange bier. Vi ved i dag, at kulsukker også indeholder stoffer, der er svagt giftige og derfor anbefales det i dag, at man ikke spiser den.
Og hvorfor så det sjove navn kulsukker? Man ved det ikke, men man har en formodning om, at det skyldes, at roden er næsten kulsort udenpå og hvid som sukker indeni.
Du kan se lægekulsukker Symphytum officinale i læge- og krydderurtehaven langs med takshækken til venstre for indgangen.
Skrevet af Gartner og Natur- og kulturformidler Niels Arne Melballe
Foto: Geografisk Have
