Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Kong Salomons segl // Storkonval

Kong Salomons segl // Storkonval

I denne tid kan vi glæde os over alle de smukke konvaller, der står både i naturen og i haven. Den store konval Polygonatum er en rigtig fin staude til at have stående i skyggen.

En billedlig rod

På dansk kaldes storkonval også for ’Kong Salomons segl’. Umiddelbart er det nok lidt svært at regne ud hvad storkonval har at gøre med et gammelt segl. Men det skyldes, at man på plantens rod angiveligt skulle kunne se nogle ’mærker’ som ligner det segl, som tilhørte Kong Salomon. Der findes mange arter af storkonval og mange af dem kan dyrkes i Danmark, men de ses dog ikke så tit.

Stor konval, stor udbredelse

I Danmark vokser der ikke mindre end tre forskellige arter af storkonval vildt i naturen. Den mest udbredte er den vi kalder ’almindelig storkonval’ Polygonatum multiflorum. Den har en meget stor udbredelse og vokser vildt i det meste af Europa og over til Himalaya og det nordlige Kina. Den store udbredelse vidner om, at vi her har med en ret tilpasningsdygtig plante at gøre. Den stiller meget få krav til jordens beskaffenhed og vil faktisk bare gerne stå i nogenlunde skygge. Man har naturligvis også forædlet nogle fine sorter af den til haven både med større blomster og én med hvidbrogede blade.

Hjertestimulerende stoffer

De hvide blomster kommer frem i slutningen af maj og står faktisk ret længe. Herefter kommer der nogle blåsorte bær. Man skal huske, at hele planten er temmelig giftig. Man skal derfor holde sig fra at eksperimentere med den i mad. I gamle dage har den været brugt meget i folkemedicin til diverse lidelser. Det eneste vi i dag kan sige med sikkerhed er, at den indeholder stoffer der virker hjertestimulerende.

Plantemarked

Hvis man vil se stor konval, så står den flere steder i Geografisk Have. Blandt andet kan man finde den i Kina-området ved hovedindgangen, i bedet over for kejsertræet. Hvis man selv får lyst til at eje en plante, kan man være heldig at finde den til salg i en af boderne til årets Plantemarked den 5. og 6.juni. Her samles stadeholdere fra hele landet, som har hver deres ekspertise inden for planter. Der er derfor generelt god mulighed for, at gå på planteopdagelse i denne weekend – husk at køb billet på forhånd!

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.