Kejsertræet blomstrer måske i år – med flotte blå blomster

Så er det for alvor blevet forår og solen er ved at få magt. Ganske vist har det også betydet, at det er blevet usædvanligt tørt. Selvom det kan lyde helt skørt i en måned som april, så kan man faktisk være nødt til at vande. Jeg har i alt fald konstateret, at flere af de planter jeg satte sidste efterår, har manglet vand. Der er ingen grund til at lade dem komme dårligt fra start, for det vil kunne ses det meste af sommeren.

Hård vinter, ingen blomster

Men ellers er det nu, at vi kan gå og se frem til at nyde alle de skønne blomster endnu en sæson. En af de planter jeg går og venter spændt på er kejsertræet i Geografisk Have. Den springer ud i foråret typisk i starten af maj. Men selvom den er fyldt med knopper, så kan man aldrig vide, hvor mange blomster, der springer ud. Kejsertræet høre nemlig hjemme i det vestlige Kina og vokser derfor på sin nordgrænse her i Danmark. Så hvis vi har haft en hård vinter, så kommer der måske slet ingen blomster. Har vi derimod haft en mild vinter, så kan vi se frem til en sky af store blå klaser med klokkeformede blomster. Blomstringen er særligt iøjnefaldende, da træet blomstre før bladene springer ud. På latin hedder Kejsertræet Poulownia tomentosa. Det er opkaldt efter prinsesse Anne Poulowna af Nederlandene. Hun var datter af den russiske Zar Poul d. 1. Hun blev gift med William d. anden af Nederlandene. Derfor kunne man godt sige at kejsertræet med rette skulle hedde kejserindetræ frem for kejsertræ.

Kejsertræer bliver relativt store træer og er ret hurtigt voksende. Det er måske derfor, at man ikke ser det så tit i danske haver. En anden lidt kedelige ting ved træet er, at vedet er meget sprødt. Derfor kan der let knække store grene af træet i stormvejr. Træet har store grønne blade der har et lækkert tropisk udseende. Derfor ser man også nogle steder i Danmark at det vælges at klippe træet ned til grunden hvert år og lade det skyde fra bunden. På et godt år bliver skuddene let over halvanden meter og bladene en diameter på over 20 cm. På den måde for man ingen blomster, men alligevel en flot plante. I Geografisk Have følger vi med spænding, om træet kommer til at blomstre i år. Det står lige ved siden af et andet legendarisk træ i haven, nemlig Duetræet. Men det er en helt anden historie…..


Af Niels Melballe
26. april 2019 | Haveblog

FacebookTwitterLinkedInEmail