Botanisk Have I Kolding

Botanisk Have I Kolding

Hulkravet kodriver

Hulkravet kodriver – Primula veris

Denne uges klumme handler om en smuk forårsblomst indenfor ’Kodriver’-familien eller ’Primula’, som de også hedder. Der findes mange arter af primula og de har før i tiden været yndet at have som haveplanter. I dag forbinder man måske mest primula med en tidlig og billig stueplante, som fås i et væld af farver, lige omkring nytår. Men den primula jeg vil fortælle om her, er en helt bestemt primula.

Der vokser nemlig primula vildt i den danske natur, og man kan finde fire forskellige arter herhjemme. En af dem er Hulkravet kodriver (Primula veris). Den har en smuk gul blomst med orange pletter, som kommer frem i maj måned. Der er delte meninger om hvorfor planten kaldes ’kodriver’; nogle mener at det er fordi den blomstrer når ”kørerne drives på græs”, andre mener at navnet kommer af ’kodrevler’ som betyder kopatter, og henviser til blomstens form.

Velegnet haveplante

Hulkravet kodriver er en meget velegnet plante at købe til haven; man kan evt. plante den i en krukke til at starte med, og plante den ud efter afblomstring. Planten er flerårig og sår gerne sig selv, hvis den trives. Hvis man vil støtte de danske insekter og plantearter så er Hulkravet kodriver et oplagt valg – især hvis man gerne vil se citronsommerfugle, som bestøver plante. Man kan være heldig at købe planten som frø, da den nogle gange er med i vildeng-blandinger. Hvis man vil plante Hulkravet kodriver et sted hvor der er lidt vildt og græsset får lov at gro højt, kan man sagtens gøre det. I naturen findes den tit på åbne sydvendte skråninger, for den vil gerne vokse på en lysåben og varm plads.

Tilbage i tiden var Primula veris kendt som en medicinsk plante, da den blandt andet blev brugt som beroligende middel. Nu ved man at det ikke var helt tosset, da planten faktisk indeholder salicylsyre og derfor også kan bruges i medicinindustrien i dag, blandt andet til fremstilling af hovedpillepiller. Planten er desuden spiselig, men ikke i for store mængder. Man kan dog godt lave en snaps på blomsterne, som i øvrigt dufter så dejligt. I Geografisk Have har vi Hulkravet kodriver i både Krydderurtehaven og på kanten af Syvdalen overfor Rosariet.

Læs flere interessante klummer om naturens vidundere her.